C'mon C'mon

Joaquin Phoenix er tilbage på det store lærred efter sin Oscar-vindende præstation i ’Joker’ og imponerer som radiojournalisten Johnny i Mike Mills poetiske sort/hvide fortælling om forholdet mellem børn og voksne og deres syn på fortiden og fremtiden i en mere og mere uforudsigelig verden.

Johnny (Phoenix) arbejder på et projekt, hvor han interviewer børn fra hele USA om deres syn på og håb for fremtiden, og hvordan vi skal være tilstede i verden. Han er god til at stille spørgsmål og få børnene til at åbne sig, men er knap så god til selv at gøre det samme. Ikke desto mindre tvinges han ud i det, da hans søster Viv (Gaby Hoffmann) beder om hans hjælp. 

De to normalt tætte søskende er drevet fra hinanden i månederne efter deres mors død, og da Viv må rejse væk for at hjælpe sin eksmand med at søge psykiatrisk hjælp, træder Johnny til som babysitter og midlertidig faderfigur for nevøen Jesse (Woody Norman). Jesse er en speciel dreng – nysgerrig, klog og sær, med muligvis en snert af autisme, og Johnny har svært ved at finde sig tilrette i den nye situation med at have ansvaret for et barn.

Der er et skær af dokumentar over ’C’mon C’mon’ med de rå, men alligevel poetiske sort/hvide billeder kombineret med scener hvor Johnny interviewer børn til sit projekt, samt sekvenser hvor Mills lader sine karakterer udtrykke sig gennem andres ord ved at læse passager højt fra bøger og essays, der hjælper dem med at bearbejde, hvordan de har det. For eksempel fra Angela Holloways ’The Bipolar Bear Family’, skrevet for at hjælpe børn med at forstå denne lidelse, samt Jacqueline Roses ’Mødre’, et essay om kærlighed og grusomhed.

Det er en rigtig talefilm, forstået på den måde at ordene får mere opmærksomhed end billederne. Hver eneste scene virker gennemarbejdet og velovervejet i dens forsøg på at give mening med det glade, triste, fyldte, tomme og altid skiftende liv, vi befinder os i.

Filmens dilemma er set før – moderne mand presses uventet ud i børnepasning og børneopdragelse og finder undervejs ud af noget om sig selv. Men Mike Mills er en mester i intime, utvungne følelser og den form for simpel visdom, der altid lyder bedst, når den kommer fra børn. Læg dertil en utrolig kemi mellem Phoenix og Norman, der får den tætte og særlige relation de to karakterer knytter til hinanden til at virke utrolig overbevisende. 

’C’mon C’mon’ handler i bund og grund om at lytte til andre mennesker. Virkelig lytte. Og give plads til vores forskelligheder. Det er ikke en film uden ar og drama, men alligevel føles den som et stort varmt kram.