Rimini

For ægte fans er slagerverdenen en kilde til sand glæde, mens ikke-fans finder genren håbløst kitschet og fyldt med banale sange, der overskrider kvalmegrænsen. Men der er ingen tvivl om, at lige præcis dette sangunivers er fantastisk stof, når det drejer sig om film. 

Det kan være en rendyrket komedie som ’Eurovision Song Contest: The Story of Fire Saga’ med Will Ferrell eller senest danske Jesper Dalgaards noget mørkere dokumentarfilm ’Kandis for Livet’. Og så er der Ulrich Seidls ’Rimini’, som lige graver et spadestik dybere i skildringen af en falleret, midaldrende østrigsk slagersanger, der hustler sig igennem tilværelsen i Italien.  

Richie Bravo (spillet af en fænomenal Michael Thomas) forsøger at leve på fordums stjernestatus, men udsigterne til et comeback er lige så lyse som det deprimerende storm- og regnvejr, der åbenbart er en fast bestanddel af Rimini om vinteren. Ikke desto mindre har han en lille, men trofast fanskare - stort set udelukkende ældre kvinder, der har tvunget deres ægtemænd med til Italien for at se Richie optræde i småsnuskede festsale rundt omkring i byen. Pludselig dukker hans nu voksne datter op efter at han forlod hende og moderen, da hun blev født og hun forlanger penge som kompensation for det svigt. Og med dette gensyn med fortiden bliver Richies liv pludselig endnu mere kompliceret. 

Richie Bravo er svær at holde af, men man må beundre ham for hans selvopholdelsesdrift og evne til at skaffe sig penge. Om det er ved at leje sit hus ud til en temmelig stalkeragtig kvindelig fan eller ved – formedelst cool cash – at gå i seng med en kvinde, mens hendes alvorligt syge mor ligger i værelset ved siden af. De meget explicitte sexscener er ikke behagelige at se på. Dette er ikke Hollywood, der er ikke perfekt lyssætning eller stramme kroppe. Der er kønsdele og akavethed og det varer (alt for) lang tid. Men ubehaget giver mening, for hustlerlivet er bestemt ikke nemt. 

Det er typisk Seidl, der efter 10 år med fokus på dokumentar er tilbage i fiktionsfilm. Og der er heldigvis også øjeblikke af humor og komik. Som da en pinligt berørt Richie på kortvarigt besøg i Østrig forsøger at overdøve sin demente far, der på plejehjemmet begynder at synge en gammel nazi slagsang. 

Der er et lidt forvirrende racisme subplot, som virker underligt uforløst, men måske vil det give mening på et senere tidspunkt. ’Rimini’ er nemlig den første af to film. Fortsættelsen ’Sparta’ får premiere engang i 2023, og hovedpersonen er Richie Bravos lillebror Ewald (Georg Friedrich), som kortvarigt dukker op i begyndelsen af denne film.