Medea

Bølger i slow motion slår mod kysten over publikums hoveder. Rummet er råt og gulvet sort – det forekommer bundløst. Store industrilamper lyser scenen delvist op, men efterlader hjørnerne i et foruroligende mørke. Bølgerne skaber ro, en ro som kun er midlertidig. En ro som kun varer til publikum har fundet sig til rette. En afsindighed lurer konsekvent under de meditative bølgeskvulp.

Edison samarbejder denne vinter med Dramaten i Stockholm om iscenesættelsen af Euripides store tragedie ’Medea’. Holdet på scenen såvel som bag består af et svensk/dansk samarbejde, hvor svenske Stefan Larsson instruerer.

Thomas Bang, som både spiller Kreon, Aigeus og budbringer sender smukke, rørende guitarsoloer hen over tragedien og runder de skarpe, dystre kanter på elegant vis. Koret bestående af Karen-Lise Mynster og svenske Elin Klinga nærmest svæver yndefuldt over den mørke scene. Begge klædt i sort og med stoiske ansigter henvender de sig til publikum med fængende fortællestemmer. Under forestillingen guider de os igennem Medeas psykotiske rutsjebanetur.

Medea sjosker frem fra et mørkt hjørne. Forgrædt og iført uldsokker og en kjole, som kunne minde om en slagteruniform, dejser hun om på scenen. Opgivelse og afmagt er ikke til at tage fejl af. Det er skrevet med store bogstaver og understreget i den grad. Svenske Livia Millhagen er overbevisende i enhver pausering og vredesudbrud.

Men i denne fortvivlede kvinde savner jeg sårbarhed og en menneskelig fortvivlelse. Savner at kunne forstå hende i sin ulykkelighed over sin mand Jasons (Kenneth M. Christensen) valg og hvad der driver hende ud i de grusomheder, hun foretager sig. Jeg oplever ikke en udvikling i karakteren, men en altomsluttende galskab fra start til slut. Og efterlader mig lidt træt over endnu et feministisk oprør som kun fabulerer indestængt vrede og blindt raseri uden at berøre sårbarhed.

’Medea’ er en visuelt smuk opsætning med enormt dygtige skuespillere og gode kræfter bag scenen, men med en noget ensporet karakterbearbejdning.