De fulde

Alle ved hvor ulideligt det kan være når fuldskab taler. Taler længe og fabulerende, for længe og for insisterende. Det sker for ’De fulde’, der rammer plet med den fysiske udfoldelse men dejser udmattet omkuld i det mentale.

Hele 14 fra den kongelige skuespilstab stavrer fra start til slut rundt i spritdøs og forvildelse over livets udfordringer. Fuld af klassiske afgrunde som vrede, forvirring, modløshed, foragt, desperation og skuffelse. Overklassens udødelighed og utroskab; den ulideligt liderlige polterabend – uden kød!; det nygifte par, hvis overladte eks-veninde hurtigt kaster sin giftelyst efter en ny; den unge kvinde, der vækker det sovende ægtepar; og en prostitueret, der skal reddes. 

Lidt groft kan man opdele de to akter i fysisk onani og mental onani. Og der er ingen tvivl om at den første er sjovest, for i den sidste er den tekstlige filosofi efterhånden blevet for meget i sine gentagelser. Og man er faktisk i tvivl om slutningens pointe om prostituerende ofring for ideologien om at give alting tilbage, der ikke tilhører en selv. For som den frelsende karakter siger: ”Intet tilhører os.” En særdeles ophøjet note, men også en af mange modsigelser i stykket, der jo plæderer for kærlighed og sandhed i skøn forening. Vel at mærke med fokus på alle løgnene, der skal afsløres først. 

For man taler ikke kun sandheder, når man er fuld, og derfor er der en smule provokation i tesen, som den russiske dramatiker Ivan Vyrypaev fremsætter, om at Gud taler gennem fulde mennesker. Men ellers ikke så meget nyt i teksten. Eksempelvis savner man de vilde fantasier, der ofte dukker op i alkoholens rus, her er bare nogle gængse i det seksuelle legeland: onani, ludertrip, trekantsdramaer og impulsbryllup. 

Det er moderne russisk satiredramatik fra 2014, bestilt til Düsseldorfer Schauspielhaus af daværende teaterchef Staffan Valdemar Holm, der nu instruerer den danske opsætning. Men det rammer allerede lidt forbi i de danske standarder for emner vi ikke tør/vil tale om. Mest af alt i det over-dominerende gudfrygtige tema.

Holms faste partner Bente Lykke Møller har igen skabt enkel ramme-scenografi med kruseduller i en kasse(scene), der vipper sine fuldeplaprende karakterer hårdt på væggen, helt til kanten og totalt i gulvet. Velfungerende, men lidt optrappende dramatik i rekvisitter og lysteknik kunne have tilføjet ekstra spil i den dødssejlende anden akt.

Der er en imponerende skala af fuldskabskarakterer, og de fleste gør det fantastisk godt og troværdigt. Thomas W. Gabrielsson går all-in på sære ytringer og sammen med Karen-Lise Mynster deler han et helt vidunderligt spøjst kropssprog. Maria Rossing er helt unik og hendes bryllupstale holder max! Laus Høybye har fat i underlivet såvel som de højere magter, når han prædiker gennem sin brors præstegerning; og Kirsten Olesen er mest sårbar som den aldrende luder, der hører Guds hvisken i hjertet mere end nogen anden.

Men andre er mindre gode til at finde det rette udtryk mellem fuldesnak og alvorlig filosoferen. Som Joen Højerslevs overgear af bedrag, og Andreas Jebros svada over den europæiske medlidenheds- og mindreværdssyge, der ender i Guds message (hvorfor det engelske, ikke det danske?): ”I skal ikke være bange.”

Men ligeså sjovt det er at se deres slingrende spritstive udtryk i krop og ansigt, ligeså trættende bliver det i længden at finde sammenhæng og mening i deres verbale udtryk. Satiren dør i den langstrakte opsummering, og ja, de skvatter alle omkuld – med eller uden Gud.