68

De lydige trallesind. Replikken er vigtig, for det er faktisk ikke helt nemt at tyde de musikalske udfoldelser her i Christian Lollikes 68er-ballade i anledning af 50-året for ungdomsoprøret. Det larmer og skriger så meget til ensformighedens side at man næsten ikke kan mærke den gejst af tro, håb og vilje, som 68-ånden optimerede til kulturelle klimakser.

Musikken er ellers Lollikes trumfkort, for i den tid blev der skabt helt særlige, formidable lydbilleder. Så respekt for at der ikke bare er valgt de oplagte kendinge, men er tænkt over tekstmæssig relevans i sammenligningen mellem dengang og nu. Det holder ikke hele spilletiden igennem, og den musikalske leg vrænges for krampagtigt omkring det myte- og spøgelsestema, Lollike har fæstnet sig ved. Hvilket sagtens kunne være en fin ide, hvis showet ramte balancen mellem det åndrige og det uhyggelige mere konsekvent, og mindre ensformigt.

Højdepunktet bliver Johanne Louise Schmidts råfølte version af Nick Drakes ‘River Man’, og i samme hæse stil Sicilia Gadborg Høeghs ’Sympathy for the Devil’ (The Rolling Stones), dog alt for seksualiseret. I den helt anden ende af skalaen får man Jimi Hendrix’ ’Purple Haze’ mentalsmadret til slumrestand af Karen-Lise Mynster. Det går bedre med at talesynge ‘Masters of War’, som dog lidt mister sin kraft, når Mynster har lagt ud med en heftig svada om Bob Dylan-had, som fortsætter i fællesskab, global kærlighed og kropsdyrkelse, med et særligt lede over egen aldrende kusse. 

Endnu mere griner man af Tammi Østs støvsugning af erogene zoner, men kort efter bliver komikken igen anstrengt, når alle tre mænds nøgne underliv hopper nyttesløst i baggrunden, imens en ligeledes underlivsblottet kvinde læser om kussens krav for fremtiden, fuldført med: ”Kussen er sur!” Sådan får man ikke ord og sange til at leve – og verificeringen af den overvældende mængde af klicheer og tirader vælter som sort slam ud af munden på spillerne, der uanfægtet plaprer videre.

At musikken har overlevet bedre end visionerne, bekræfter Tammi Øst med at takke John Lennon for drømmene, og derefter redegørelsen for de lydige trallesind, imens Kristoffer Fabricius repeterende pipper over hvorfor ingen griber ind. Der er utrolig meget snak, trods bandet proklamerer at de ikke gider være et band, der taler i stedet for at synge, og meget symbolsk fuser ballonerne ud når de puster dem for stort op. Deres lange hår hænger ned foran ansigterne, hvilket giver både anonymitet og svagsyn overfor det, der omgiver dem. Dengang som nu – med den nutidige humle at vi er blevet mere egoistiske og har mistet fantasien, håbet og troen.

”Dine følelser er et show,” lyder introen, men jeg føler ikke meget af 68-oprøret i denne spøgelsesjagt. Det her er slet ikke så vildt som min 68-drøm, men ok, den ville også bestå allermest af Jim Morrison og The Doors! Som kun nævnes i enkelte sætninger, mest notabelt i slutscenen af et barn, også med hårpragten ned over ansigtet: ”Break on through to the Other Side.”

Er 68-revolten virkelig så mislykket, eller er det vores samtids oprør, der halter gevaldigt? Der er ikke meget forløsning i ’68’, der læner sig rigeligt op ad kvindekampen med fritolkninger af Inger Christensen og SCUM-manifest-stifter Valerie Solanas. Så bliver det provo igen, som dengang i 60erne – og det er ret underholdende, men ikke særskilt nyskabende eller konstruktivt.

Men det var – og er – selvfølgelig meget nemmere (og sjovere) at lave ballade, udtrykke en masse provokerende og hænge kønsdelene ud, end rent faktisk at gøre noget. Paradokset er så at al den udtryksballade kan føles som overload – som i Lollikes ’68’ – og så lukker man ned og forsøger at meditere (med eller uden stoffer) sig fra larmen til roen. Det kan musik jo også indimellem, men her sker det nærmest kun i de få tralle-øjeblikke. Igen paradoksalt. Så det vil vise sig fra aften til aften hvor meget publikum har brug for at skrige, når Peter Plaugborg opfordrer til skrig fra salen. Eller man har mest lyst til at tralle med og være langhåret lydig.