Ugens Rapport

En Gonzo-redaktion på højden af succes og vanvid. De er alle champs under vild ledelse og rappe hooks af chefen Kurt Thyboe. Ugens Rapport topper med et oplag på 223.000 og de jager den næste ekstase. Og den næste..

’Ugens Rapport’ er et tidsbillede fra en 70er-fest, hvor alt kunne lade sig gøre og fantasier blev udlevet. Det første ægte mandeblad gav hurtigt Aller-koncernen succes - efter lovliggørelsen af porno, samt fuld knald på ungdomsoprør og mere seksuel frihed - med frække, fiffige sexreportager og vilde historier (indimellem fra de varme lande) oplevet af journalisterne selv. Men Thyboe havde for højflyvende ideer og brugte for mange penge på sine visioner om storytelling, imens Aller pressede på for mere saftig sex.

Forestillingen er inspireret af virkeligheden, og selvom det går vildt og indimellem grimt for sig, så mærker man begejstringen for det skrivende og kreative Rapport-ensemble, som idemand Jakob Weis, dramatiker Andreas Garfield og iscenesætter Thomas Bendixen portrætterer. For det er karaktererne, der skaber showet og det er uundgåeligt at tænke at festen i virkeligheden nok var endnu vildere. 

Især to scener tegner dette billede. Først den tragikomiske scene, hvor Viffert (fantastiske Mikkel Arndt) kommer tilbage fra Istedgade-mafiaen, overkørt af heroin, speed, sprut og lignende psykedelisk, der udmunder i en pitch om at bombe flyet til Aalborg. Og senere redaktionsmødet, hvor Kurt kommer for sent, fordi han har turneret med Dr. Hook - han svæver på køleren af privatflyet han (igen) har spenderet for mange penge på, og selvom Aller-bosserne skælder ud, ender de alligevel med at stå og huje "fisse, fisse..." til ham som en anden profet. Det er dog begyndelse på enden - for Kurt, og længere ude af derouten også Rapport.

Mads Rømer Brolin-Tani er fremragende som Kurt - flabet fabulerende med amerikanske smart-lines og rap-agtig diktion, gestrikulerende arme og atletisk underliv, der ikke viger udenom at vise manddommen frem. Kurt pisker stemningen op med sin overbevisende machokarakter, der efter Rapport-tiden nok var mest kendt som boksekommentator. 

Den karriere hintes med kælderens relax-rum til boksekampe, interviews med Muhammad Ali og den mobile boksering, hvor et kvindeband spiller 70er-hits af blandt andre Baccara, Serge Gainsbourg og Dr. Hook. Med rødstrømpen Bente i front - spillet af Johanne Louise Schmidt, der også er ret vidunderlig som Kurts kone Marianne, med næsten moderne kvindesyn.

Alle omkring Kurt/Mads spiller (mindst) to roller, og det giver et udmærket dobbeltlag af karakterudviklingen omkring den omstridte bladsucces. Det er bestemt ikke altid pænt og likeable, men den gennemgående humor og satiriske tilgang redder stemningen - og ellers tager man bare en øl mere, synger en sang, eller viser pik. Alt rammer bare tidsånden helt eminent, og når Thyboe forlader scenen, er æraen slut, og gonzojournalistikken fader efterhånden.