360°- Den sorteste hvide løgn/Just Blazin’

Der er intet som sandheden, der kan ødelægge en god historie. Det er den pointe, vi får slået fast fra første færd gennem en kæk og småflabet voiceover. Og er der ikke en vis sandhed i dette? Virkeligheden, den rene, skinbarlige, nøgterne og sande virkelighed er triviel, kompliceret, ofte kedelig. En god historie er ingen af disse ting. Men hvad sker der, hvis den lille, hvide løgn går for vidt? Hvis misforståelserne hober sig op på grund af små, uskyldige usandheder?

Det er de spørgsmål, som Uppercut Danseteater undersøger med ’360 °’. En kropsvridende, indfølt og tankevækkende danset fortælling, eller rettere end række af små, sammenhængende fortællinger. Det er rart at se moderne dans, der så tydeligt har noget på hjerte, uden at det bliver hårdtslående følelsespropaganda.

’360°’, der nu har repremiere, var sidste år nomineret til en Reumert for Årets Danseforestilling, men tabte til Den Kongelige Ballets ’I Føling’, en eksperimenterende såkaldt krigsballet. Selvom jeg forstår, hvorfor juryen valgte at belønne en forestilling, der trykkede på offentlighedens ømme punkter i forhold til Danmarks krigsdeltagelse og behandling af hjemvendte soldater, kan jeg ikke lade være med at føle, at det valg måske var en tand for nemt.

Efter at have set Uppercuts ypperlige jonglering med temaer som sandhed og løgn, seksualitet, fordomme og vold, fremført af deres lille, men stilsikre kompagni, der dygtigt blander en følelsesfuld moderne dans med halsbrækkende breakdance og tilsat ubesværet charme og overskud (og det til trods for, at kompagniet lige har fået et splinternyt medlem, Raphaël Eder-Kastling), er jeg ikke sikker på, at Reumert’en gik til den rigtige forestilling.

Efter sigende er forestillingen inspireret af opdagelsesrejsendes beretninger fra Grønland, men det var ikke is og sne, som jeg fik associationer til undervejs. I stedet virkede forestillingen sine steder næsten uhyggelig moderne med sin fremstilling af misforståelser mellem mennesker.

Når brune Boris Kouadio flere gange blev castet i rollen som den fremmede og udstødte, der kæmpede for at aflæse kulturelle og kønslige koder, var det svært ikke at se det som en kommentar til nutidens flygtningedebat. Særligt én scene med Kouadio og Stephanie Thomasen syntes direkte grebet ud af den aktuelle diskussion om mænds overgreb på kvinder i kølvandet på nytårsovergrebene i Köln. Men det viser blot, at ’360°’ griber fat i nogle helt basale, almengyldige temaer.

Efter pausen var det tid til noget mere let og uskyldigt. ’Just Blazin’’ virkede først som en behagelig bagatel efter den mere tankevækkende ’360°’. Koreografen Ducky Kim har skabt et sorgløst, jazzet værk i samarbejde med Mark Philip, danser i Uppercut og sammen med Stephanie Thomasen, ny kunstnerisk leder af kompagniet.

’Just Blazin’’ er et flabet drengeshow, hvor de fire mandlige dansere folder sig ud i legende dans som fire unge tjenere på en jazzklub, der venter på at klubben skal åbne og gæsterne strømme til. De puster sig op, praler, fjoller rundt og piller hinanden ned på skift til tonerne af swingende jazzklassikere.

Igen mindede det mig om en forestilling fra Den Kongelige Ballet, den sinatraske showhit ’Come Fly Away’, men Uppercuts forestilling var mere low-key, knap så sexet og ikke nær så oppustet og anstrengt i sit forsøg på at underholde. Det hele flød let, morsomt og charmerende, om end det gik lidt i tomgang hen mod slutningen. Til gengæld vandt Uppercut-drengene stort på deres charme og teknik.

I det hele taget var den samlede forestilling et godt bud på hvordan breakdance kan fungere som andet og mere end en opvisning i fysisk formåen og halsbrækkende moves, og det var skønt at opleve, hvordan denne meget moderne og knap så finkulturelle danseform så ubesværet kan blandes med andre stilarter.