Presence

Kommunikation er blevet særdeles kropslig, og er derfor et oplagt emne for dansere og koreografer. Med kropsdyrkelse og en snert narcissisme i centrum svinger spansk-danske Selene Muñoz igen flamencoflæserne forrygende over gulvet – med nye sjælfulde crossovers.

Titlens tilstedeværelse og nærvær rammer os med det samme, når vi sætter os i sædet og ser os selv reflekteret i store spejlvægge. Selvom man ikke er danser eller synderligt kropsfikseret mærker man hurtigt det genkendelige i denne performance: At se på sig selv, undersøge, vurdere, lære, elske. Vi gør det alle!

Scenen er mørk, trods de store flytbare spejlvægge og det blanke, semi-reflekterende gulv, og resten af scenografien er to plateauer, den ene fyldt med slagtøj. Minimalt, men rigeligt. For med få enkeltstående spots og glasprismer klynget fra loftet vækker lysdesigner Martin Danielsen en skarp, sensuel eller frydelig stemning i de 8-9 tableauer, hvor kroppe, kostumer og musik skaber karakterudvikling i kommunikativ kropsudfoldelse. 

Åbningen er fabelagtig! Stærk, fascinerende billedmagi – som Muñoz excellerer i – hvor perfektion og skønhed går i et. De sorte flamencoflæser er levende – på ny facon! For fans af Muñoz ved at de er knaldrøde på indersiden. Men her er mere liv, her nærmest fødes to nye personligheder. Flæseklædte, ja, men uden de karakteristiske sko, og de finder snart deres egen stil og dans. 

Estiske Teele Ude gør en rørende piget balletdanserinde med så høje tåspidssko at der klart signaleres forventningspres på højde og drøjde. Figuren må også tilpasses med skulderpuder i svenske Jonas Örkners moderne dans, og Selene må tilføre svulmende hofter i afspejlingen af den sydlandske passion. De vrider sig foran spejlet – i beundring og selvoptagethed. Dyrker kroppen og de udtryk, de vil vise med den.

Så kommer hjerteslagene, de essentielle for livet og dansen. Udtrykt eminent i den svenske komponist Stephan Jarls vidtfavnende percussion. Særligt kreativt dunkende kropslyde i et setup med Selene og Jonas, hvor lydene, de fremtvinger kroppen, når de trefoldigt slår på ryg, bryst, arme og mave, mærkes som både passion og pression i kontaktøjemed. 

Stephan og Selenes samarbejde har udviklet sig gennem de sidste fem år, og byder altid på overraskelser, men mest af alt nyder man den unikke timing i takt og tempo, som de har perfektioneret. Dynamikken er især fænomenal i flamencodansen, hvor slagtøjet rammer både på og mellem takterne, som skohælen sætter.

For mig er Muñoz’ shows det mest forrygende, der kan ske på en dansescene. Hun fornyer sin og andres dansekunst med sin stærke sans for at skabe nye samspil og mix på form og figur. Nerve, energi og glæde sitrer i hver en bevægelse med sublim kropskontrol og vibrerende temperament fra fingerknips til fodtrip. Og den mest elegante måde at takle de lækre frynse- og flæseslæb, der er blevet et af hendes stærkeste kendetegn.

Skal man indvende noget, må det være at kritikken af den selvdyrkende kropslighed står mindre skarpt og uddybet, og dermed efterlader et lidt ensformigt udtryk. ’Presence’ er mere en opfordring til at holde fast i sig selv i kropsdyrkelsen og dens eksponering, det ydre skal være lig det indre. For selvfølgelig skal man klæde sig flot og/eller spektakulært, hvis man føler for det. Igen handler Muñoz’ pointer om fællesskabet, hvor man finder sig selv (til rette) – i udvekslingen af personligheder og kunstarter. Nærvær per excellence som i den skønne afslutning, hvor alle sanser og lytter til hinandens tromme/hjertelyde.