Legend
DRAMA
Premiere 12. november 2015
De notoriske gangsterbrødre Ronnie og Reggie Kray spredte skræk og rædsel i Londons East End i 1960’erne, hvor de satte konkurrenterne til vægs med vældig håndfaste metoder. Men englænderne har også altid været fascineret af dem, og her er så filmen, der skildrer deres succes og nedgang.
Ronnie er den mest uberegnelige af tvillingerne, ham, som virkelig elsker volden og gerne går all in i en hvilken som helst slåskamp, mens Reggie er i besiddelse af bare en anelse mere impulskontrol. Hvilket så ikke siger ret meget. Og så længe det bare er de to, kan Reggie til en vis grad styre sin paranoid-skizofrene bror. Men da Reggie bliver forelsket i Frances, opstår der en konflikt mellem brødrene, hvor Reggie (halvhjertet) forsøger at blive lovlydig for Frances’ skyld, men også drives af en ekstrem loyalitet over for Ronnie. Og problemerne eskalerer, da både politiet og andre gangstergrupper bliver en stadig større trussel mod brødrenes forretning.
Voldsscener er der ikke så mange af, som man kunne have forventet. Til gengæld er de rå og realistiske. Og ubehagelige. Og man kan sagtens forstå, hvorfor både venner og fjender frygter Ronnie og Reggie, for ingen af dem giver op – heller ikke Reggie, da han første dag i fængslet bliver gennembanket af fire politifolk, men alligevel ender med at få det sidste slag ind.
Brian Helgeland (som også har skrevet manuskriptet) kan virkelig skabe karakterer og placere dem i miljøer, hvor alt bliver levende og vibrerende. London bliver simpelthen bare ikke mere swinging end i ’Legend’. Og det uanset om vi befinder os i Ronnie og Reggies populære natklubber befolket af filmstjerner og aristokrater, der gerne vil mænge sig med underverdenens kendte ansigter eller i brødrenes langt mere ydmyge barndomskvarter i East End. Der skal også herfra lyde et bravo til ’Legend’s kostumedesigner for de mest cool jakkesæt siden ’Reservoir Dogs’.
Men den største hyldest tilfalder Tom Hardy, der formår at gøre tvillingerne så forskellige. Ganske vist er Ronnie og Reggie brødre, men man er på intet tidspunkt i tvivl om hvem der er hvem, for både fysisk og mentalt er de meget, meget forskellige. Det er en af de helt store skuespilpræstationer, der bliver lagt celluloid til her.