The Bikeriders

Med Harley-Davidsons, denim, læder, sammenkrøllede cigaretpakker og en "kærlighed ved første blik”-fortælling, arbejder instruktør Jeff Nichols hårdt for at genskabe magien omkring motorcykelklubber - en særlig amerikansk æra der langsomt døde ud da 1960’erne måtte vige for de desillusionerede 1970’ere. Det starter lovende men desværre dør gnisten og nerven hurtigt ud, og det ender som en film fyldt med smukke ansigter, men alt for klichéfyldt og tynd substans. 

‘The Bikeriders’ er fiktiv, men Nichols blev inspireret af fotografen Danny Lyon, som gennem fire år dokumenterede The Outlaws Motorcycle Club i slutningen af 60’erne. Nichols har skrevet Lyon (Mike Faist) ind i filmen som observatør. Gennem hans tidsforskudte interviews med Kathy Bauer (Jodie Comer), hustruen til en af de mere fremtrædende medlemmer Benny (Austin Butler), fortælles historien om tilblivelsen af motorcykelklubben The Vandals i Chicago, og hvordan den udvikler sig i løbet af et årti - fra et samlingssted for lokale outsidere til en mere uhyggelig bande, der truer de oprindelige medlemmers livsstil.

Jodie Comer er strålende i rollen som Kathy, der efter et “nødopkald” fra en veninde træder uvidende ind i The Vandals hang-out-bar. Hun føler sig ekstrem utilpas omgivet af læderklædte, øldrikkende bad boys indtil hun ser Benny, stå ved et poolbord, i den helt rigtige belysning. Han siger næsten ikke noget, og alligevel ender hun snart bag på hans motorcykel, klamrende sig til ham på en gruppetur, der synes at være et ritualiseret frieri. Og de bliver da også gift fem uger efter.

Men det er ikke den fortælling Nichols virkelig er interesseret i, det er mændene, forholdet mellem Johnny (Tom Hardy), stifteren af The Vandals, og Benny. Han bruger Kathy til at formidle sin fascination, men i stedet for at tilføje en interessant dimension skaber det i stedet afstand til historien, som i bund og grund handler om mænd der bruger et hypermacho-påskud for at retfærdiggøre at de nyder hinandens selskab. 

Visuelt er det en stemningsfuld film godt hjulpet på vej af et sprudlende soundtrack med datidens hits. Castet er et overflødighedshorn af talent, men Nichols formår ikke at udnytte deres fulde potentiale. Karaktererne er for monotone - de gør ikke noget der skiller dem ud fra almindelige ballademagere og som publikum er det svært at investere følelser i dem. Alt man ser er at de kører og kører og drikker og slås, og indimellem er man vidne til et ægteskab der er udfordret, men der har man allerede givet slip og bliver ikke rigtig berørt af det.