Wind River

Det er råt macho-territorie og -terræn det her. Basale, nærmest dyriske tarv, som illustreret i de første scener, hvor hverken de svage (får) eller de stærke (ulve) kan føle sig sikre. Naturen dræber, ja, men her er også folk der bruger det som alibi for voldsudøvelse. 

En af tidens hotteste manuskriptforfattere Taylor Sheridan har igen skriblet et atmosfæremættet grænseland, fysisk som psykisk – som i ’Sicario’ og ’Hell or High Water’ – og denne gang også instrueret. Den fysiske sne og den mentale kulde larmer ligevildt her i indianerreservatet Wind River. Adrenalinen suser i de isfrosne luftlag – det kan blive omkring minus 30 om natten – når snescootere drøner igennem, og nede i menneskehøjde er luften tyk af indestængte reservatproblematikker.

Her jager Cory (Jeremy Renner) rovdyr for Naturstyrelsen, og bliver involveret i opklaringen af mordet på en ung pige, eftersom FBI-agenten Jane (Elizabeth Olsen) hurtigt går kold i sporene og kommunikationen med de lokale. Sagen ripper ikke kun op i de indfødtes rødder, men også Corys egen familietragedie, hvor et uopklaret dødsfald skaber flere paralleller til det nye.

’Wind River’ er bedst, når sneen og stilheden skaber kuldegysninger. Som når de krybende klavertoner og hvinende violinstrejf af Nick Cave og Warren Ellis smyger sig gennem Ben Richardsons billeder af terrænet, der indimellem er for koldt til at det overhovedet kan sne. 

Der er kamp om territorierne her, men oftest føles det som alle mod alle. Der er klart mere sympati på de indfødtes side, og skildringen af indianerreservatet og dets folk er langt mere realistisk end de barske oliebisser, der virker ligeså blæst i hjernen som de indianere, der i deres egen isolerede trailerhule har poppet narko i alt for mange desperate år. Ligeledes er de to trailer-showdowns milevidt fra hinanden i kvalitet, og de overspændte hyresvende taber stort med deres umotiverede skydegilde. 

’Wind River’ er et skarpladt thrillerdrama, selvom Sheridan i sin lidt ensporede retfærdighedsmission ikke kommer i mål med den antydede dobbelthed i får/ulve-optakten. For der er noget med et alibi, der luller i begge lejre. Man overlever… eller overgiver sig, som Cory siger.