pixel

Hæng ud i Nørrebrohallen

Med arkitekttegnet café og interaktiv lyskunst er Nørrebrohallen blevet mere end bare en sportshal.

kbh magasin

Fakta

Nørrebrohallen

Har fået moderniseret sine idrætsfaciliteter og ombygget indgangen og hele foyer-området.

Ombygningen er udtænkt af tegnestuen AG5, den udvendige lysinstallation af Erik A. Frandsen.

Det hele er betalt af Københavns Kommune og Realdania som et led i områdefornyelsen i Mimersgadekvarteret.

Nørrebrohallen er oprindeligt bygget som sporvognsremiser til de københavnske sporvogne og åbnede i 1896.

Ved lukningen i 1972 satte Københavns Kommune et projekt i gang, der skulle få unge i arbejde, og en del af disse unge var med til at omdanne remiserne til det vi i dag kender som Nørrebrohallen.

”Her summer af liv, det er som om, alle har et projekt kørende,” blev der sagt om Nørrebro ved genåbningen af Nørrebrohallen, der efter en ombygning bogstaveligt talt er åbnet op. Fra klassisk sportshal til et inviterende folkehus og en del af det fascinerende og pulserende liv omkring den.

For selv om Nørrebro er den mindste københavnske bydel, er det også bydelen med den største og mest aktive mangfoldighed, og det giver brug for et sted, der kan samle og forene det facetterede liv.

Bragesgades gamle sporvognremises slidte sportsbaner er blevet udstyret med tidsvarende faciliteter, så de nu er nye og lækre og vækker lysten til bevægelse. Men den afgørende ændring er at se på Nørrebrohallens café, foyer og indgangsparti, der har fået et gevaldigt arkitektonisk løft og tilmed et nyt navn. Nu hedder cafeen Café Le Rouge, altså den røde café, og er opkaldt efter den store røde plads lige uden for, som er en del af den lange aktivitetspark Superkilen.

nbhal17small_.jpg

nbhal33small_.jpg

Indenfor er som udenfor

Indgangshallen, også kaldet Torvet, udstråler bevægelse og energi. Foyeren er, med sine kontraster mellem runde og mere kantede former, nærmest futuristisk i sit udtryk. Receptionen i midten af det store rum samler de divergerende linjer som en rund ø i orange og hvide farver. I foyerens anden ende ligger den nye café der virkelig gør rummet til et indendørs torv. Med de godt 15 meter til loftet, føles det næsten som at være udenfor.

Langs den ene væg er der sat nye blå designersofaer, der virker hjemlige og hyggelige. Her kan du sidde og nyde en kop kaffe eller få en bid mad, mens du kigger ud på den rød-orange belægning gennem de store vinduer, der tidligere var lukkede porte.

Om dagen rykker den røde café i stort omfang borde og stole ud på pladsen og skaber en flydende og inviterende overgang mellem inde og ude. Op ad den ene gavl er der opstillet en slags Fatboy-slængestole til de magelige, hvorfra de har et rigtig godt overblik over pladsen.

nbhal32small_.jpg

nbhal24small_.jpg

Kunsten følger pulsen

Udendørs er en lysinstallation kommet til på en af gavlene. Den er lavet af kunstner Erik A. Frandsen og består i den ene side af gavlen af nogle store skærme, hvor der konstant kører abstrakte montageklip. Hvad det præcist forestiller, er ikke til at sige, men de runde former og røde farver i konstant bevægelse virker som spejl i forhold til omgivelserne. Bevægelsen går igen i den anden side af gavlen, hvor et kvadratisk net af pærer skifter farver i et flow af bølger, samstemt mod skærmene.

Lysinstallationen fungerer interaktivt i forhold til trafikken, livet og pulsen omkring Nørrebrohallen. Om dagen ser man det næsten ikke, hvis solen skinner, men om natten spreder lyset sig langt ud over pladsen og reflekterer det røde lys på en måde, der kunne minde lidt om en diner i Las Vegas. Det er også med til at modvirke uhyggelige skyggehjørner og gør det mere tiltalende at bevæge sig over pladsen, også efter solnedgang.

Planen for Nørrebrohallen er at blive et nyt kulturcentrum, som ikke bare Nørrebro, men hele København får glæde af. Udover at danne ramme om de lokales fysiske og sociale hverdagsaktiviteter, vil du fremover også kunne få sat ånden i bevægelse ved at deltage i koncerter, events, udstillinger og konferencer her.

NBHalGIF4.gif

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling