pixel

Melancholia

  • Lars von Trier
  • 6

Fakta

DRAMA
Premiere 26. maj

Sjældent har en titel været mere velvalgt. Sjældent har Lars von Trier lavet en film, der har afsløret mere om manden bag, end denne bitre flødeskumsdrøm af en undergangssymfoni. Han mener selv, at hans seneste værk er blevet lidt af en damefilm. Men kun en mand kan gå så alvorsfuldt og så langt ind i romantikken. Udforske længslen efter at blive opslugt og give sig hen til skæbnen.

De to søstre, Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg), er vidt forskellige. Vi møder dem til Justines ekstravagante bryllupsfest, som Claire er med til at arrangere. Gæster og familie morer sig, mens bruden selv forsøger at presse sig igennem det hvide marengshelvede, hun selv har ønsket sig.

Men en melankoliker kan ikke undslippe følelsen af at befinde sig i vakuum. Ritualerne er tomme, der er intet bag. Claire kender hende, men holder fast i, at planen skal følges, selvom familie, venner og bruden selv langsomt går i opløsning i løbet af bryllupsnatten. Som tavst og ufølsomt vidne er en planet, der langsomt kommer nærmere. Og nærmere.

Det ville være synd at komme ind på detaljerne i filmens to dele, selvom den indledende ouverture, med sine ildevarslende tableauer og tordnede Wagner-musik, lader forstå, at enden er nær.

Filmen er fantastisk godt castet, selv i de mindste biroller, hvor Udo Kier som fintfølende bryllupsarrangør, Jesper Christensens hovmester og Charlotte Ramplings bitre mor, hver især gør indtryk. Kiefer Sutherland leverer en solid indsats som den rationelle svoger, en fornuftens stenrige stemme.

Men det er Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg, der suger publikum til sig. De stråler i en film, der vakler mellem to poler, men som er teknisk overlegen og smuk som en solnedgang over det isbjerg, som menneskeheden uvægerligt sejler lige durk imod. Deres ansigter og samspil søger henholdsvis en mening og finder mening med at give slip, erkende at der ikke er én.

Med sine fejende flotte billeder og smukke rammer, er ’Melancholia’ på overfladen en pæn film. Men den har så meget mere på hjerte, og selvom det ikke er kærligheden til livet og til menneskerne, som Lars von Trier vil servere for os i sin seneste film, så sidder man tilbage med en sær, kildrende følelse af håb, mens Dommedag opsluger verden.

Håb. Selvom der ingen forløsning er at få. Ingen nåde. Bare et nu og et hér. Og så ikke mere. Og det er alt, og det er nok.

Lars von Trier er ikke bare et depressionsramt, misantropisk geni. Han er også en håbløs romantiker. Hvem skulle have troet dét?

Mest læste

seneste
film

Lykketræf
4.02

Woody Allen
The Room Next Door
4.02

Pedro Almodóvar
The Substance
5.04

Coralie Fargeat
The Apprentice
3

Ali Abbasi
La Chimera
4.02

Alice Rohrwacher
Joker Folie À Deux
2.04

Todd Phillips

seneste
scene

Blodbryllup
5.04

Det Kongelige Teater
Figaros Bryllup
4.02

Operaen
Hvem er bange for Virginia Woolf?
5.04

Teatret ved Sorte Hest
Sort Samvittighed #4
5.04

Betty Nansen Teatret
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling