Dom over død mand

Med instruktion af den svenske mester Jan Troell, manuskript af Klaus Rifbjerg og Jesper Christensen i hovedrollen, ligner ’Dom over død mand’ på papiret en ny nordisk filmklassiker.

Troells seneste værk er da også umådeligt vellykket på snart sagt alle planer – men publikumssuccesen må instruktøren og co. undvære i Danmark. Herhjemme er filmen nemlig ikke udvalgt til at få biografpremiere andre steder end i Cinemateket i København (og her vises den blot 10 gange). En fin premiere får ’Dom over død mand’ til gengæld i USA, hvor amerikanerne altså vil få glæde af hvad der absolut må betegnes som en af senere tids bedste skandinaviske film. Det er nærmest forrykt.

’Dom over død mand’ fortæller den virkelige historie om den svenske journalist Torgny Segerstedt, som frem til sin død i 1945 kæmpede en indædt kamp på ord mod Hitlers Nazi-Tyskland. Med hvæsset fyldepen og tordnende retorik gik Torgny i kødet på nazismen igennem avisen Göteborgs Handels- og Sjöfartstidning, og blev under 2. Verdenskrig en potentielt farlig torn i øjet på den svenske regering, som for alt i verden ønskede at opretholde Sveriges neutrale position. Selveste kong Gustav forsøgte at tale Torgny tavs ved en enkelt, fejlslagen audiens, men ingen og intet kunne tøjle den indignerede journalist.

Jan Troells film skildrer både det politiske drama, der rejser sig omkring Segersteds skriverier, såvel som det betændte sår, den svenske neutralitetspolitik efterlod i mange af landets borgere under og efter krigen.

Sideløbende fokuseres der på kvinderne i Torgnys liv: Den forsømte hustru Puste (Ulla Skoog) og den frisindede elskerinde Maja (Pernilla August), som er gift med Torgnys gode kollega og ejer af avisen. Både Puste og Maja elsker Torgny, og han dem, på sin egen måde. Mest af alt er Torgny dog viet til sin sag, og begge kvinder når således at lide af dødelige hjertesorg.

’Dom over død mand’ er skudt i gnistrende sort-hvid, og man savner ikke farverne ét sekund. Personportrætterne af Torgny og hans omgangskreds står knivskarpe, som kontrastfyldte sort-hvide fotografier fra en tid, vi aldrig må glemme. Det er en uafrystelig og i vor tid ikke så lidt sjælden filmoplevelse, Jan Troell her serverer.