Kongens valg

Man er fanget ind, allerede fra de første indledende klip af gamle film, der glider over i de aprilgrå tåger ved Oslo i 1940. Man mærker, at man er i gode hænder.

Konflikten optrappes i Europa, der er præget af krig, og mens Norge har ligget langt fra frontlinjen, kommer tyskerne nu snigende. Af strategiske årsager. Den ældre og folkekære Kong Haakon VII (Jesper Christensen), resten af kongefamilien og regeringen må på flugt. I hælene er tyskerne, og den klemte tyske gesandt i Norge vil egentlig helst bare nå en mindelig aftale om samarbejde, mens Der Führer puster ham i nakken. I løbet af tre dage træffer kongen sit valg, der afgør Norges skæbne i krigen.

Det er en mesterlig film, særligt hvis man frygter et svulstigt og sentimentalt krigsepos som Spielbergs 'War Horse' eller deslige. Der er en særlig afdæmpet, skandinavisk sensibilitet over måden, historien fortælles på. Smukt og troværdigt filmet som den er, med sine grå, hvide og støvede toner, holder vi vejret tyst i mørket og venter på, at tyskerne kommer. De få krigsscener er glødende og brutalt flammende i deres modsætning. 

Kongen er familiefar om en hals, og blød som smør, når det handler om sine børnebørn. Men han er også en mand af principper.  Længe virker det dog mest som om, han er handlingslammet og vi forstår Kronprins Olav (Anders Baasmo Christiansen), når han utålmodigt presser sin far. Kærligheden mellem far og søn er dog stærk og mærkbar i samspillet mellem de to. Den måde, de nærmer sig hinanden undervejs på flugten, er rørende.

Jesper Christensen er fantastisk nærværende i omtrent hver eneste scene, han er i. Hans konge er en mand, der allerede har opgivet alt, han kendte, for Norge, og nu er han parat til at gøre det offer igen, hvis det er det rigtige. Han har en stolthed og en værdighed, der oser ud af hver eneste fold i det flotte og furede fjæs. 

Den tyske diplomat kæmper til det sidste for en løsning, der kan sikre et samarbejde fremfor direkte krig. Hans omtrent håbløse kapløb med tiden, presset fra de krigsliderlige tyskere, der uden videre beslaglægger diplomatboligen, er til at føle på. 

Kan man se filmen uden det store Norge-kendskab? Absolut. Givetvis ville man nok kunne se endnu flere lag i historien, men som udenforstående tilbyder filmen et stærkt og nuanceret billede af forhandlingen og flugten. Et kuriosum er det dog, at når svaret er givet allerede i den norske titel, at vi skal gætte på udfaldet. Et prægtigt og spændende kammerspil for en konge og hans søn, og ultimativt en hyldest til det paradoks, at en mand kan være folkevalgt og konge.