Nymphomaniac

Von Trier fucker med os. Mere end nogensinde før. For hans ’Nymphomaniac’ er proppet til randen med kulturelle referencer, der efterlader både krop og sjæl mørbanket og følelsesløs.

Efter flere måneders orgiastisk forspil er man klar til de helt store knald og efterfølgende vilde analyser, men Lars von Triers sexeskapade er mere filosoferende end ophidsende. Mere klinisk end sexet. Og mere blødende klitoris end saftig orgasme. Ofte opleves det mere som magt-, kontrol- og behovsbegær end egentlig lyst, når den forslåede Joe (Charlotte Gainsbourg) fortæller om sit nymfomanliv til enspænderen Seligman (Stellan Skarsgård).

Man bliver næsten ligeså følelsesløs som Joe gennem de fire timers seksuel udvikling (oprindeligt fem en halv). En del af de eksplicitte sexscener lider under rekvisittarv, men fungerer ellers godt i både smertende og komisk form. Stærkest er S/M-scenerne hos K (Jamie Bell); og ganske genial men også absurd er ideen om inkasso-dominatrixen, der i øvrigt blotter en pædofil (Jean-Marc Barr) – og undskylder på særartet mundtlig vis!

Der er lavet skarpere og mere rørende film om kvindelig sexafhængighed – fra Bunuels ’Belle de Jour’ til Breillat-film som ’Romance’ og ’Anatomy of Hell’ – men det mærkes at ideerne til ’Nymphomaniac’ har vokset i von Trier gennem mange år. Der er mange formidable scener, som ikke nødvendigvis føles tematisk nye men alligevel unikke i kraft af von Triers enestående fortællestil. Ikke mindst det groteske og humoristiske – som i restaurantscenariet med skeer i skeden, Uma Thurmans moderfurie, og detaljer som afskåret forhud, der kan nå til Mars og retur.

Som de fleste andre von Trier-film kan denne opleves på flere måder, for den er både seriøs, provokerende, sarkastisk, irrationel, udfordrende, intellektuel… og mere til. Som von Trier så direkte udtrykker det gennem Joe: ”Hvordan får du mest ud af min historie – ved at tro på den, eller ikke tro på den?” Men man skal mere end langt i knæ for troen og seksualiteten her. For von Trier ophæver hele tiden den fysiske fortælling med de mentale metaforer, som Seligman udtrykker i håb om at hele Joe. Den klassiske og evige splid mellem krop og hjerne.

Vi inviteres til at sammenholde sex, lyst og begær med så non-pirrende emner som fluefiskeri, træknuder, Bach, Fibonacci-tal, polyfoni – udover naturligvis religion, moral og straf. Plus referencer til forfattere som Edgar Allen Poe, Thomas Mann og Ian Fleming samt seksuelt ladede filmscener. Men alt for meget oveni hinanden, og ofte suspenderer den ene hypotese den anden. Ikke mindst slutningens kønspolitik og knaldmorale forplumrer de gennemgående tanker om at nymfomani ikke kan/skal kureres. Drifterne kan ikke styres – og det er flere af von Triers film jo blandt de mest fremragende eksempler på.

”Hvorfor ikke flyve, hvis man har vinger?” siger Seligman. Det gør Joe, og det gør von Trier. Bruger deres talent på mest provokerende vis og tager imod de afklapsninger, de løber ind i. Med læderpisk eller mundkurv. ’Nymphomaniac’ er endnu et hovedværk blandt von Triers imponerende mange mesterværker, men selvom von Triers fuck-finger altid er interessant, ville en mere sammenhængende præmis have givet større udløsning.