The House That Jack Built

Huset er genialt, og samler alle de vilde, klamme, skøre og himmelstræbende ideer om at gå hele vejen for kunsten i det man laver og/eller brænder for. Men Lars von Trier ender selvfølgelig et andet sted med sit alter ego, Jack. For himmel og helvede er ens.

Lars von Trier har altid balanceret det gode med det onde – genialt og originalt, sentimentalt og hudløst, provokerende og tankevækkende. Så man blev rusket og ofte rystet følelsesmæssigt. Det gør han igen med seriemorderen Jack (Matt Dillon), men her er det gode næsten udraderet, og selvom sarkasmen flyder frit og indimellem galgenkomisk er ’The House That Jack Built’ mest af alt en gruopvækkende filmoplevelse.

Det starter – og slutter – i Jacks indre, hvor den guidende terapeutagtige Verge (Bruno Ganz) har stor forståelse for at ”folk har trang til at sige noget.” Von Triers budskab om grænseløs kunst er her vinklet på ikoner af fatalitet og ondskab – med hovedmotiver i 2. Verdenskrig, samt diktatorer som Idi Amin, Stalin og nordkoreanske ditto – men her er han mere selvrefererende end nogensinde, med klip fra egne film mixet ind. For at spejle seriemorderens kunstneriske aspirationer med sine egne. 

Det bliver en heftig omgang med referencer i religion, politik, kunst og psykologi. De syv dødssynder anes i de fem kapitler af mordeskapader, som også hinter til andre seriemordere som Ted Bundy, Zodiac, navnebror The Ripper, Manson-familien og endda den filmiske Hannibal Lecter. Kunstmæssigt moses rundt i William Blakes fortolkning af tigeren og lammet, gotisk katedralarkitektur, klaverperfektionisme af Glenn Gould, ædelråd i produktionen af dessertvin, perfektionen i Stuka-styrtbombefly, alt imens David Bowies ’Fame’ blaster og der flashes malerier af Gaughin, Picasso, Munch og så videre. 

At kaste om sig med så mangfoldige kunstreferencer virker en smule vilkårligt og populistisk, og det bliver lidt trættende at skulle holde styr på alt det, von Trier vil sige. Næsten så man kan mærke den OCD-lidelse Jack kæmper med – der er virkelig meget misk-mask at få orden på her. Ironisk ment, naturligvis.

En anden dobbelthed ligger i at imitationen tager en del af Jacks originalitet – og dermed, i denne cirkel af mord-ondskab-kunst-von Trier, alles tendens til at stjæle ideer fra hinanden. For nogen udmunder det i et (sidste) genialt kunstværk, for andre ren plagiat. Det er det klassiske artisttraume om at blive afsløret som fake, her udstillet aka forbryderen, der ubevidst gerne vil fanges.

Rollerne er klassiske: Kunstneren og musen, jageren og ofret, vinderen og taberen. Med de overraskende seksuelle tvists von Trier gør så formidabelt, og samfundsrevsende som altid. Uma Thurman åbner showet med nærmest at indbyde til mord; Riley Keough er blondine-billedet på skønhedsidealet, der skal ommodelleres; og Sofie Gråbøl bliver det ultimative offer for de forcerede familieværdier.

Kommentarer om at kvinder altid er ofre og at det altid er mændenes skyld, genlyder af #MeToo, men især von Triers egne psyko-kontroverser med kvindelige hovedroller som Björk, Emily Watson og Nicole Kidman. Lidelse fremmer kunst – for begge parter – og von Trier har aldrig lagt skjul på at hans film er en del af hans terapi. 

For mig personligt skulle filmen være sluttet ved det skrækkeligt geniale hus – iøvrigt konceptualiseret og skabt af endnu en kunstner, der går hele vejen for sine visioner: Bjarke Ingels. Ikke at epilogen ikke er interessant med alle referencerne til Dantes Inferno og von Triers egenprygl over de svips gennem filmhelvedet, der gør det vanskeligt at komme ud på den anden side. Det kunne nemlig ligne en afskedssalut fra mesteren, ikke mindst med den komisk refererende ’Hit The Road Jack’. Og jeg vil stadig gerne gennem himmel og helvede med von Triers genialiteter.