pixel

Nye Naturpark Amager får endnu finere forhold

En donation har gjort det muligt at skabe bedre faciliteter end først planlagt ved de kommende aktivitetsområder i Naturpark Amager.

naturpark amager hovedindgang

Det kommer muligvis som en overraskelse, men hvis du bor i København, er du kun få metrostop fra landets mest velbesøgte naturpark. Måske har du endda allerede selv været der i år.

Hvis du ryster vantro på hovedet, er du ikke alene. Selv om Naturpark Amager hvert år bliver besøgt en million gange af folk fra lokalområdet, er det stadig en offentlig hemmelighed for mange københavnere, at der ligger 35 km2 sammenhængende vild natur lige uden for gadedøren.

Det skal der laves om på i de kommende år. Som vi tidligere har beskrevet her på Magasinet KBH, vil der i løbet af 2021 blive etableret tre nye hovedindgange til naturparken omkring Ørestaden og fire nye samlings- og aktivitetssteder — såkaldte blå støttepunkter — langs Amagers vestkyst. Det skal dels skabe en fysisk synliggørelse af naturparken, dels skabe bedre forhold for brugerne af den. 

Det er håbet, at disse nye faciliteter vil fordoble besøgstallet over de kommende ti år.

Nu har Lokale- og Anlægsfonden doneret 5,8 millioner kroner til projektet til Københavns Kommune, hvilket betyder, at et af indgangsområderne og et af samlingsstederne bliver udvidet med flere og bedre faciliteter end først planlagt.

Ved Naturparkens kommende nordlige hovedindgang, der skal placeres nord for Grønjordssøen på Amager Fælled, ganske tæt på DR Byens metrostation, får de allerede planlagte faciliteter et kvalitetsløft. Der vil også blive plantet yderligere 38 træer og anlagt flere muligheder for aktiviteter — blandt andet tre steder, hvor man kan krydse Den Landskabelige Kanal. 

Det såkaldte blå støttepunkt nord for Havneslusen — lige ved Sjællandsbroen — får en større og bedre flydebro, et større opholdsdæk ved vandet, et naturforbedrende stenrev og forskellige aktiviter op ad skrænten ind mod land.

Videreudviklingen af planerne for de to områder er foregået hen over vinteren i samarbejde med blandt andet lokale skoler, foreninger og naturvejledere, og den kommer ikke til at påvirke det samlede projekts tidsplan. Arbejdet vil forventeligt gå i gang i april 2021 og blive afsluttet midt i 2022. 

Teknik- og Miljøudvalget skal på et snarligt møde beslutte, om man vil tage imod donationen fra Lokale- og Anlægsfonden. Sker det som forventet, vil det samlede projekt for udviklingen af Naturpark Amager løbe op i over 100 millioner kroner.

Naturpark Amager er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Københavns Kommune, Tårnby Kommune og Dragør Kommune. Naturparken omfatter Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Kongelunden og Dragør Sydstrand. Det samlede naturområde er tre gange større end Dyrehaven og dækker over en tredjedel af Amager.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling