Ventestedet

Ikke for sarte nerver, utålmodige sjæle eller uengagerede halvhjerner. Det kræver unægtelig et vist mentalt mod og overskud at lade sig indskrive på Signas psykiatriske ventested Lagunen.

Har man hørt eller læst bare lidt om performance-gruppen Signas sidste forestilling i København, ved man at man bliver udfordret på krop og sjæl. I grænselandet mellem virkelighed og fiktion rykkede 'Salò' – inspireret af Pasolini-filmen med samme titel – ved sex og vold i en villa på Østerbro, og stifterne Arthur og Signa Köstler måtte forsvare deres provo-hus i en heftig mediestorm.

Så vildt kommer det ikke til at udvikle sig med ’Ventestedet’, der er indrettet i en del af Grønttorvet i Valby. For emnet kalder på langt mindre sensation og meget mere tabu. Intet kan som psykiatrisk behandling få folk til at lukke af og bakke ud. Klicheerne er himmelråbende, og kun ved at konfrontere dem og sætte tanker på, kan man afhjælpe stigmatiseringen.

Det gør Signa ret effektivt og virkelighedsnært med skræmmescenariet om en verdensomfattende psykose-pandemi kaldet 3P. På Lagunen skal vi interagere med 25 andre 3P-patienter og deres plejepersonale – i fem timers screening for egnethed som testperson på Lagunen eller videreekspedering til et europæisk Panagakorium.

Introduktionen er velfunderet regelret og ganske klinisk. Underkuelsen og kasseinddelingen starter med iklædning af patienttøj og tildeling af numre og dyregrupper. Nr. 47, delfin og efter lægekonsultation: Non-religiøs, en tænd/sluk-knap for empati og en heks i mit sexliv. Banalt, men manipulationen rør mig ikke så meget som mine med-delfiner. Han er en provo-karikatur, Dr. Wächter.

Det er mest plejepersonalet, der er indkapslet i klicheerne, for selvom mange af patienthistorierne virker tableauagtige – som taget ud af en lærebog – gør den yderst troværdige indsats af amatørskuespillerne situationer og stemninger svidende ægte.

Det følelsesmæssige engagement svinger meget, og kun få øjeblikke bliver helt nærgående. Alligevel er der ord, ting og gerninger, der hænger ved i dagene efter. Panagakorium. Night Man-ritualet og den udførlige bog om ham. Prinsessen på løbehjul. Og mest af alt det borende ubehag, der langsomt sniger sig ind under huden og syder i kroppen – sammen med den infame lugt.

Dramaet og de sære psykolyde kulminerer i et halvvejsscenarie af komplet vanvid og desperation. En ung fyr vælter råbende rundt på gulvet, hvor også savlende, fnisende Vlad samler småbitte ting. I rummet ved siden af græder en pige voldsomt, og nogle forsøger at trøste hende, imens karaokemusikken spiller. Ude på gangen er der også tumult, efter transkønnede Teddy har viklet sig selv og sit køn ind i tape.

Min hjerne føles på nippet til at eksplodere – af larmen og de tanker, der forsøger at overdøve den. Hvad ville der mon ske, hvis man gik hen til fyren, snakkede til ham eller holdt om ham, ville det blive værre eller bedre? Eller hvad ville Vlad gøre, hvis man fjernede det sofabord, han nu har hægtet på ryggen i sin kravle- og samlemani?

Men jeg bliver siddende og føler mig totalt lammet, usikker på min rolle. Som patient, der selv er syg, ville jeg ikke turde gøre noget af angst for personalets regler. Men som den person jeg er udenfor disse institutionsvægge, ville jeg have (og har jeg) gjort noget. Pointen er lamslående – for det viser hvor meget miljø, regler og omgivelser kan forandre og styre os.

Overbevist om at netop dette kunne gøre mig vanvittig efter nogen tid, så toppes råb, gråd og karaoke med en fløjtelyd. Heldigvis er indianer-typen, der fløjter rundt med et meget lille lændeklæde, af den fredelige slags, og han får manet ro på gulvtropperne og byder os væk fra karaoke-holdet, der netop går i gang med at synge 'I Believe I Can Fly'.

På hans rum rammer lugten os for alvor, og den slipper aldrig igen. Han introducerer roomien Dania og fortæller, at lugten er stanken på vej mod døden. På et tidspunkt stopper man med at gå i bad, fordi man accepterer, at man er på vej. Det er nu ens krop lydløst begynder at skrige på flugtmuligheder.

Men overvågningen er massiv, og nogle af patienterne synes at udvikle nære forbindelser til vores lille Delfin-gruppe. Vlad er fnisende nær med kammen, og i kantinen møder vi Silvo, der mener at kunne fikse mine manglende frekvenser. Der fra er alt relativt, og selvom patienthistorierne bliver stadig mere usammenhængende eller ubehagelige, har man næsten vænnet sig til det og er gledet ind i en håbløs tilstand af magtesløshed.

Fem timer er rigtig lang tid i dette modus, og selvom logistikken er ret veltunet, bliver nogle besøg ret udpinte. Performance-stilen lægger op til improvisation, når deltagerne kan bidrage til udfoldelserne, men ikke alle patienthistorier er lige velegnede til overbygning. Interaktionen halter, hvilket både kan dækkes ind under sparsom karakterindstudering og rollens psykiske begrænsninger. Der er en god del sort snak, og i længden bliver det svært at opretholde interessen for al meningsløsheden.

Det er denne insisteren på langvarig fastholdelse, der gør, at man virkelig mærker følelsen af at være indlagt i psykiatriens navn. Fanget i en masse klicheer af symptomer, reaktioner og tacklinger, som muligvis fikserer problemet endnu mere.

'Ventestedet' er seriøs pine og plage, endnu en modig Signa-produktion, som sparker til tankenormer og konceptioner. Hvis du tør udfordre dig selv, er Signa helt unikt og banebrydende.