Feberhavnen

I særdeleshed en feberforestilling! Man bliver som altid udfordret med SIGNA – og de kongelige dansere er frygtløse i overlevelsesscenariet, der momentvis stripper deres kroppe og sjæle – også som gæst i ’Feberhavnen’.

Balletdansere er vant til at udstille sig kropsligt i dansens rus af liv, lykke, smerte og død. Alligevel har der oftest været en distance til de mere sjælelige afdækninger, som en form for beskyttelse af ballettens mystik og glamour. Så det afspejler både kunstnerisk og personligt mod, når 18 dansere fra Den Kongelige Ballets Corpus kaster sig ud i SIGNAs interaktive performanceunivers.

De er byens sidste puls, det eneste håb om overlevelse for de feberskræmte københavnere, der valfarter til ruinerne af teatret hver dag. Her holdes danserne fanget af mystiske rituelle kræfter og viltre militante ledere som presser dem ud i uendelige dansekonkurrencer, hvor der er mere fokus på at skamme og straffe tabere end at hylde vindere.

Dette skammens hus er første stop for min gruppe på fem gæster, og her i House of J introducerer hustjener Barbie ganske enigmatisk tingenes tilstand. Vores værter Jill og Jack – og de andre dansere – har ligeså meget brug for os gæster, som vi har brug for dem. Nærkontakten er essentiel i form af kropslig berøring og sjælelig bekræftelse. For i dansekonkurrencerne kan det blive udslagsgivende, at man er elsket for sin personlighed, hvis talentet ikke pleaser nok.

Der går ikke længe før denne pleaser-mentalitet er bestøvet i os, og imens medfølelsen flagrer rundt mellem forskellige dansere, går det op for os: Vi er også i herskertrioens vold, som små soldater i deres magtmenageri. Og audiens er ikke altid ensbetydende med champagne og smil – vi skal også stemme dansere ud, som gruppe og enkeltvis.

Befalingerne kommer fra SIGNA-lederne Arthur og Signa Köstler, der troner frem som henholdsvis King Luck i fuld militæruniform inklusiv ammunition over brystet og den sfinksagtige Queen Luck i lang, rød velourkjole. Gulvet styres af den elegante, men nederdrægtige Arena Master, indtil heksen får mere magt med sine okkulte bevægelser og hymner. Og over dem svæver den afdøde balletmesters ånd inkarneret i en stivnet dukke, der via en skæbnecirkel bestemmer dansetemaer.

Som altid i SIGNAs univers er detaljerigdommen stor og sitrende af forfald. Der er arabisk islæt overalt i det beduinagtige miljø af 12 små rum (House of A-L) udsmykket med tæpper, puder, blonder og sære nipsting, man næsten ikke tør røre af frygt for herskernes regler. De står der pludselig i jagten på en tyvetøs, i spot over en slikspisende danser eller med et møgfald til en, der er snublet i spring. Bliver man mon straffet, hvis man som gæst blander sig? Det føles bestemt sådan.

Hele ideen med herskere og undersåtter kan godt blive lidt puerilt i sit udtryk, men man fanges af stemningen og glider ind i omgangen med undersåtter, der egentlig kunne tage magten, hvis de ikke var så loyale i forhold til deres afdøde master og så lydige overfor militante kræfter. Arabiske tilstande, eller?

Der er meget at foruroliges over i ’Feberhavnen’ over de cirka fire timer, hvor stemning, karakterer og tempo intensiveres støt. Feberen skal undgås, for det heftige healingsscenarie (med en surprice-gæst hver aften) indeholder nøgenhed, urin, sved og hårtotter fra dansere som gæster – og efterfølgende delirisk dans som elverpige.

Det velkendte melankolske blik i ballerinaernes fine ansigter er forvandlet til desperation i de skæbnesvangre partier fra blandt andre ’Svanesøen’, ’Tornerose’ og ’Romeo & Julie’. De danser for overlevelse – deres egen og vores. For ballettens og for hele kulturens. Referencerne holder sig dog overfladiske med fiksering på skønhed, disciplin og perfektion.

Desværre får vi for lidt tid til den sjælelige del af danserprofilerne, fordi konkurrencerne og afstemningerne er ret omstændige – og det smager for meget af diverse talentshows, hvor dommere har for dominerende roller. Meget fordufter i rollespil, fra alle sider, også vores, og dermed også noget af den autenticitet og improvisation, SIGNA står for.

Men spørgsmålet er så, hvor meget vi er blevet manipuleret undervejs til at synes om de forskellige dansere, for det er SIGNAs force at udøve påvirkning, så man følger og leger med. Igen blev vi udfordret og måtte træffe nogle svære valg. Af erfaring ved vi, at følelsen bliver i krop og sjæl nogle dage efter – og feberen forsvinder forhåbentlig af sig selv.