Trekant

Kropsudfoldelse! Det indre og det ydre dissekeres på sælsom vis i denne performance-installation, der undersøger spændingsfeltet mellem hudsult og kropsforskrækkelse. God ide, fascinerende udført, men slet ikke så flamboyant, vildt eller grænsesøgende, som man kunne forvente af de tværæstetiske kunstnere samlet i dette fantastiske vandtårn.

Konceptmager og visuel kunstner Mathias Løvgreen har skabt fire kropsfunktionelle rum, hvor tiltrækning og afskrækkelse, intimitet og afstand udstilles. Af de tre indledende termer – temperaturer, lyde og sekreter – er det sidste mest syret. Blod, spyt, sved og sæd som mikroorganismer i overdimensionerede petriglas får tankerne til at spinde med liv, død, natur, bakterier, smitte med mere. 

Synteserne flyder ud i det 35 meter høje imposante vandtårn fra 1930 (der har fungeret som kulturhus et par år), og især når lydene bølger og runger igennem, får man en katedralagtig fornemmelse. Akustikken er unik – angiveligt op til 40 sekunders naturlig efterklang – og Alexander Clericis lydunivers af electronica, tungmetalliske klir og fossende vandtoner mixet med menneskelyde som støn, hvin og mumlen bliver som små ritualer, der forstærkes i det sidste rum.

Her er de fire performere bokset ind i hver deres trekant med skærme af mat plexiglas, hvor de kæmper med at slippe fri af noget hvidt, elastisk stof. Sebastian Kloborgs koreografi er enkel, men fascinerende og rørende, og har man været opmærksom i første rum, bør man kunne genkende de fire karakterer: balletdanser (Diana Cuni), MMA-fighter (Nicolas Dalby), dominatrix (Miss Cherry Velour) og drag queen (Proxy). 

Performerne er fanget i deres kropssprog, deres udtryksform fostrer ofte bestemte associationer og meninger fra omverdenen – professionelt og personligt – og selvom de forsøger at spejle/efterligne andre, vil deres primære kropsudtryk altid dominere. De prøver, men den afgrænsende trekant fastholder dem. Selvom vi forsøger at række ud og røre plexiglasset, vise andre kropsbevægelser og ansigtsudtryk, så tumler de tilbage i deres eget kropsrum.

Tesen er bestemt ikke ny, men det er en evig aktuel problematik – som er blevet endnu mere påtrængende med C19-pandemien. For hvornår, hvor og for hvem åbner vi vores kroppe, viser os selv – og hvordan reagerer og interagerer vi med andre kroppe? Og hvordan mærker og tackler vi det, der tiltrækker og frastøder?

Med valget af dominatrix og drag queen er der seksuelle temaer i luften – og projektet er en del af World Pride-programmet – men det mærker man næsten ikke, når man ser deres ensartede kamp bag slørede ruder. Distancen vokser for hver gentagende fosterstilling, ballet-plie og fighter-hook, og i spejlingen med dem begynder man selv at mærke fikseringens frustration, i stedet for den løsrivende kropsudfoldelse, der lægges op til.

’Trekant’ er æstetisk flot og stemningsfuld, og særdeles veludført af performerne, men også meget uforløst og forstemmende. Og hvad betyder trekant(erne)? De er overalt – fra kridtstreger på gulvet, himmelstræbende betonsøjler og farverige lysflanker til matte plexiglas – men udover at man drages og fascineres, er de hverken begribelige eller tilgængelige. På godt og ondt er det også den følelse man tager med fra denne performance-installation.

Forestillingen kan udforskes yderligere, når en digital platform udvider til interaktiv fortælling – tjek Facebook-siden Løvgreen.