#ThelmaToo

”Det der sker her, bliver her!” Replikken er en kliche, men den fungerer – altid! Man forventer noget med hemmelige locations, gedulgte affærer, kendisser og luksus… og selvfølgelig Vegas, den evigt fest-, spil- og porno-inficerede by, hvor man oftest får udfordret sin realitetssans imens man udøver sit festgen.

Festen og friheden er også i fokus her i ’#ThelmaToo’, der er inspireret af Ridley Scotts ikoniske film ’Thelma & Louise’ (1991) og tilsat nordisk afsæt fra symposiet ’#MeToo - et år efter’. Men her er ikke meget Vegas-luksus, selvom en stretch-limousine er de to hovedpersoners – og dermed os fem publikummers – sølvskinnede karet til en bedre verden. Forhåbentlig.

Det knap 3½-times roadtrip i Sydhavnsområdet starter med videowalk og limousinekørsel til et suspekt porno-pink Pig House, hvor vi straks kastes ud i festen, introduceret af værtinderne Thy (Mille Maria Dalsgaard) og Loe (Maria Carmen Lindegaard). Tildelt roller og opgaver skal vi være medspillere i en polterabend for en fyr (Olof Yassin), der virker noget perpleks overfor aftenens udfordringer, orkestreret af en ret provokerende ven (Jerk Ohlson Westin). Reglerne er ellers nemme: ”Ingen sex” og ”Det der sker her, bliver her.”

Som gæst, deltager og anmelder vælger jeg derfor at holde tæt med resten af handlingstrippet, der intensiveres så snart vi rammer lædersæderne og loftspejlet igen. Denne gang meget mere desperat-hektisk og klaustrofobisk tæt på kvindedramaet, som hurtigt forvandler limousinens luksus til lowlife. 

Sydhavn Teater er blandt landets bedste til site specific og interaktivt teater – eksempelvis med Ibsens ’Et Dukkehjem’ i en campingvogn og Pinters ’Ashes to Ashes’ i det lille, gamle Østre Kapel. Denne gang går samarbejdet med svenske Bombina Bombast videre med Virtual Reality-udstyr, der dog har lidt tekniske og logistiske udfordringer. 

Man udfordres, for selvom klicheerne runger med ret meget banalitet, er der også en uundgåelig ærlighed, der rammer. Nærheden kan man ikke løbe fra, men der kunne sagtens være gjort mere ud af interaktionen med publikum, for man vakler i sin rolle som gæst, og kan ikke altid finde balancen for hvor meget man skal reagere og medspille, og på hvilke præmisser. Deres eller egne? 

Det er et svært mix mellem intimitet og afstand, som er en fin ide, men svær at gennemføre i teaterregi, fordi man hurtigt bliver opmærksom på virkelighed versus fiktion. Eksempelvis i parallelkonklusionen bliver Thelmas (og Louises) afgørende replik ”Let’s keep going” ikke ligeså rørende, og det afsluttende VR-billede virker ligeledes bedst hvis man har set filmen, eller i hvert fald den ikoniske slutning.

Men har man set filmen har man også en forventning om hvor det ender, og selvom der er gået mange år siden filmens kvindefrigørelse, er det ikke de store ting #MeToo kan tilføje. I hvert fald ikke i det svenske Bombina Bombast-team, Emma Bexells manuskript og Stefan Stanisics instruktion. 

Så muligvis føler man at man ender samme sted, og ikke har fået rykket sine grænser eller meninger som deltager her, men man har alligevel mærket eftertrykket på nogle punkter, man ikke lige er i nærkamp med så ofte. Og det er vigtigt. Det skal ikke afsløres hvad der sker med Thy og Loe, for ”Det der sker her, bliver her!”, og således fungerer denne forestilling bedst: at man lader sig overraske og engagere, samt holder det intimt og tilsløret. 

For dansk teater skal blive ved med at eksperimentere med disse interaktive og location-specifikke shows, og Sydhavn Teater har bestemt fat i både talent og udvikling, så hold øje og spring på kareten, så snart muligheden er der! Så får ”Let’s keep going” også god mening igen.