Top Hat

Hattene er ikke bare høje, de er også brede, nogle med fjer, glimmer eller blomster – bowler, Borsalino, kasket, pilleæske og stråhat, ja, tilmed et hestehoved – alt er gået herligt ekstraordinært i top til denne skønne musicalfest ’Top Hat’.

Hvor Hollywood-klassikeren havde romantisk fokus på sine topstjerner Fred Astaire og Ginger Rogers, så er musicaludgaven (London-premiere 2011) et sprudlende ensembleshow. Fremragende dansere og operakoret, der pludselig brager igennem; samt de skæve biroller, der stjæler opmærksomheden; og ikke mindst de spillevende kostumer og scenografien (begge af Charles Koroly). Fortrinligt afstemt med dansen, selvfølgelig.

For det er en dansefest, instruktør Sissela Kyle og koreograf Roine Söderlundh har skabt – især når stepskoene klaprer og gnistrer. Det gør de mestendels i første akt, og den flyver helt forrygende afsted med åbningsnummeret ’Snobbarnas parad’ (Puttin’ on the Ritz), der kun overgås af titelnummerets vildt imponerende og elegante energi i sort/hvide ’Hög hatt, fluga och frack’. Som mellemspil den velkendte stumtjenerdans i ’Fritt fram’ (No Strings), som vækker underboen og starter hele kærlighedsforviklingen.

Den underskønne Dale banker derfor på hoteldøren hos Jerry, som er i London for at medvirke i vennen Horaces musicalshow. De flirter kækt, indtil Dale forveksler Jerry med Horace, der er gift med hendes veninde Madge, som i øvrigt virker til at være indforstået med sin mands flirten.

En ganske simpel historie, som fungerer godt, fordi den er bevidst om den fjollede forelskelsestilstand, ægteskabets fnidder og uskylden i ægte kærlighed. Samt et flow af oversætter Calle Norléns velsmurte og topkomiske replikker, der hele tiden kringler karaktererne udenom de få ord, der kunne stoppe misforståelserne.

Særligt Madge er et kraftcenter af spas i Pia Johanssons skikkelse, og Christopher Wollter viser ypperlig komisk timing og fysik som italiensk designer – med latinodans helt ned til de røde sokker med tilhørende holdere og sproglige knuder som ”der er lagt sardin på stemningen.”

Helt unik er Horaces butler, der præsenterer sig selv som ”Vi er Bates” og konstant citerer gamle familiemedlemmer i lettere ulden tone. Veteranen Johannes Brost er formidabel med døsigt stenansigt bag de mange forklædninger han trækker i for kærlighedens fremdrift.

Helt i top er norske Sindre Postholm som Jerry, helt fantastisk i både stepkræset og valseromantikken. En ægte musicalstjerne, så elegant og charmerende at han kunne glide lige ind i Hollywoods guldalder. På dans og skuespil matcher Linda Olssons Dale ham fint, men hendes stemme er ret svag og anstrengt – så kedelig at man måske skulle have udeladt soloen ’Bättre lycka näste gång’ (Better Luck Next Time). Den er blandt de ti ekstra Irving Berlin-sange (fra andre musicals), der er tilføjet de fem fra filmen.

Resten er i detaljerne, og de er excellente. Særligt i Venedig bliver det temperamentsfuldt: Rødglødende tjenere, stribede gondolierer, kardinaler og nonner med himlende hatte, samt et par fjershorts, så man ikke savner den legendariske fjerkjole, der drev Astaire til vanvid. Turen derned i privatfly er særdeles morsom; Bates møder et par ligemænd; og efter de syngende lussinger kommer et blåt øje, der skal heles med entrecote. Ubetaleligt sjovt!

’Top Hat’ er helt klart i den lette ende af musicalgenren, men hvilken fest det skaber med så megen lækker dans og løjer. Alt med finesse og flirt, og så man mærker ensemblets fornøjelse også. Som når de under bifaldet giver ekstra sang- og dansemedley – og mere vidunderligt step, som man savnede lidt i anden akt.