The Program

Så er den her endelig: Historien om Lance Armstrongs storhed og fald. Den vanvittige fortælling om manden, der besejrede en dødelig kræftsygdom, vandt Tour de France syv gange og blev amerikansk nationalhelt. Og så i øvrigt var en nærmest sociopatisk løgner, hvis succes var baseret på systematiseret snyd og bedrag.

Allerede under forteksterne starter cykelturen. Og så går det ellers derudad med en blanding af autentiske billeder fra gamle cykelløb og nyt materiale, hvor man indimellem må kigge meget grundigt efter for at tjekke, om der er tale om den ægte vare eller Ben Foster. For Foster nailer virkelig Armstrong – den fysiske lighed er slående, men især hensynsløsheden og perfektionismen. For eksempel illustreret i en scene, hvor han igen og igen øver foran spejlet, hvordan han skal benægte brugen af doping.

Det er ikke svært at se, hvorfor Armstrong slap afsted med sin løgn så længe. For som ’The Program’ viser var/er der i cykelverdenen en næsten mafiaagtig modvilje mod at afsløre hemmeligheden bag superpræstationerne. Men der er også andre grunde. Armstrong spiller ofte kræftkortet – og det virker. For hvem vil for alvor begynde at fucke med en mand, der har overlevet testikelkræft og kemo og derefter vundet verdens hårdeste cykelløb et rekordantal gange? Kun en enkelt irsk sportsjournalist, tilsyneladende. I hvert fald offentligt.

Filmen er baseret på netop denne journalists bog om sagen. Og i endnu et fantastisk castingvalg spilles han af Chris O’Dowd, hvis fedtmuleansigt ikke kunne være en større kontrast til Armstrongs knivskarpe profil. Men bag den joviale facade skjuler sig en stædighed, som først gør ham til en udstødt blandt de andre cykelsportsjournalister og til sidst fører til et sagsanlæg, som Armstrong i første omgang vinder.

’The Program’ er kemisk renset for alle Armstrongs berømte venner (og rockstjernekæreste), hvilket de sikkert er ganske godt tilfredse med. Men historien klarer sig fint uden de store håndbevægelser og filmtekniske udskejelser – og Stephen Frears (som altid har været en fantastisk personinstruktør) har fået nogle fremragende præstationer ud af sine skuespillere, som også tæller Guillaume Canet og Dustin Hoffmann i mindre roller.