The United States vs. Billie Holiday

’Strange Fruit’ er en af de sange, man aldrig glemmer. Så rå og frygtelig i sine lyriske billeder af lynchning, og så eminent fortolket af Billie Holiday. Det blev hendes signatursang, og et både personligt og politisk budskab for hende, som Lee Daniels’ film skildrer dybt rørende.

Som titlen indikerer, er de forenede stater, det vil sige FBI, på klapjagt. J. Edgar Hoover og hans folk mener at ’Strange Fruit’ – og dermed Billie Holiday – opildner til oprør, og da de ikke kan arrestere hende for at synge, går de efter hendes afhængighed af narkotika. Agent Anslinger (Garrett Hedlund) sørger for politiopdækning på klubberne, truer venner og familie, samt sender en sort fyr undercover.

Filmen oser af protest, gennem (ofte dokumentariske) billeder af lynchning, FBIs uhyrligheder (helt til dødslejet), sangteksterne og Holidays stærke karakter af vilje og provokation. Privat og professionelt udfordrer hun mændene – med ord, lussinger og ikke mindst nøgenstrip under arrestation. 

Undercoveragenten er James Fletcher (Trevante Rhodes), og han havde muligvis en affære med Billie, men der er brygget særdeles meget videre på det forhold, hvilket er ærgerligt for filmens troværdighed. Men han repræsenterer Billies sårbarhed, som normalt ulmer i hendes afhængighed af sprut og stoffer, men som hun styrer rimelig godt her. Indtil hendes lever bryder ned, og hun dør som 44-årig.

‘The United States vs. Billie Holiday’ går ikke så tæt på mennesket Lady Day som ’Lady Sings the Blues’ fra 1972, men alligevel bliver man dybt rørt gennem inciterende fortællestil, et vellykket visuelt mix af grovkornet sort/hvid (indimellem dokumentar) og lækre soft-tonede farver, samt et narrativt soundtrack med både Holiday og nyere kunstnere.

Tårerne presser sig især på i montagen af Billies traumatiske barndom krydsklippet med et lynchning-scenarie til hun står på scenen og synger ’Strange Fruit’. Hun sang den aldeles unikt, så hvert ord smældede sin grumme betydning fast, for evigt uforglemmeligt. Andra Day gør det samme, men en del mindre sårbart og med skarpere blik mod publikum, direkte i kameraet. Lyt til den tekst, mærk den! Den er ligeså aktuel i dag, som dengang.

I det hele taget er det gjort plads til at høre og mærke sangene – Lady Day var kendt for at vælge sange, hun kunne relatere til – og indimellem er det som at genopdage dette fantastiske sangkatalog. ’All of Me’ er stemningsmusik hele vejen igennem, en rørende ’God bless the Child’ resonerer fortiden, imens en sexet ’Them There Eyes’ nailer nutiden, og så rammer ‘Ain’t Nobody’s Business’ lige i mellemgulvet, da man indser hvor vildt den tekst bare indkapsler hendes liv, hendes dilemmaer, hendes valg.

Andra Day er helt aldeles forrygende i sin første filmrolle, og fortjente vel egentlig den Oscar hun var nomineret til. Hendes fortolkning af legenden er levende, rå og karakterfast, og hun formår at gøre hende moderne i små tiltag: Fra den selvsikre udstråling og de hårde ord til små detaljer i stylingen af tøj, hår, neglelak, smykker. Hendes takling af røg, alkohol og heroin. Alt virker ægte og rørende. 

Sentimentaliteten holder, fordi emnet er så væsentligt og stadig yderst aktuelt. Det anti-lynchning lovforslag, som mange har kæmpet for i årevis, og som er blevet forelagt kongres, senat og så videre utallige gange, er stadig ikke vedtaget på landsplan. Skræmmende og frygtindgydende. Som ’Strange Fruit’ – for evigt uforglemmelig, og ligeså Billie Holiday og hendes historie.