Priscilla

En af de største pigefantasier i 1950/60erne var Elvis. Den drøm udlevede en pige mere end nogen anden. Men det var en kort lykke, og en helt særlig kærlighedshistorie, som nok mest af alt var tragisk. Historien om celebrity-forelskelse, ensomhed og afhængighed er ikke nem at afkode, og Sofia Coppola fortæller Priscillas historie med et soft touch, drømmende og melankolsk. 

Fra første møde, under hans militærtjeneste i Tyskland 1959 - Priscilla (Cailee Spaeny) er 14, Elvis (Jacob Elordi) er 24 - er der undertoner i hans forførelse, og han lever det vilde stjerneliv inklusiv affærer, imens han holder hende dydig og lydig. Det fortsætter da hun som 17-årig flytter ind på Graceland, og først i 1967 er tidspunktet rigtigt til bryllup. Elvis har formet Priscilla som han ønsker, også med sit misbrug af uppers og downers, så stemningen er oftest prekær. Allerede kort efter brylluppet, under hendes graviditet, og især efter Elvis’ ’68 Comeback Special’ eskalerer tomrummet.

Fans vil genkende det ikoniske familie-fotoshoot, hvor datteren Lisa Marie ikke ville være med; ligesom andre scener viser den opstillede lykke og de kontrollerede forhold. Selv dialogen bliver mere og mere klicheagtig, som replikker fra film eller sange, og livet på Graceland bliver snart ligeså uvirkeligt som ulideligt. Coppola skaber en nærmest perfekt stemning, stil og følelse af 60erne, uskylden mikset med frisind og oprør, men næsten uden Elvis-musik, som pointeringen af hvor afsondret Priscilla er fra hans stjerneliv.

Siden gennembruddet ’The Virgin Suicides’ har Sofia Coppola skabt sine bedste film med et eminent øje for pigefantasier, og ’Priscilla’ rammer samme grundstemning af det drømmende, naive, romantiske og blide. Pigedrømmen om opmærksomhed, ros og kærlighed, samt at være noget for en mand. Men ’Priscilla’ er ikke så interessant og kompleks som de andre, og det er en lidt mat opbygning til hendes erkendelse af at hendes pigefantasi bestemt ikke er hendes kvindefantasi.

Filmen er baseret på 1985-memoiren ’Elvis and Me’, men føles for uskyldig, pæn og blød. Det var Priscilla velnok i starten af deres forhold, men hun udviklede sig selvfølgelig gennem de 10-12 år med Elvis. Det er dog ganske få glimt af denne udvikling, som filmen viser, og efterhånden går det ud over troværdigheden at man fornemmer at der bliver undgået og nedtonet så meget. Eksempelvis stikker de pludselige karatetimer ud - med mindre man kender til affæren, eller kan aflæse de lynhurtige og -intense blikke mellem Priscilla og træneren Mike.

Men filmen er Priscillas historie, set gennem hendes optik, og hun er co-producer. Så Coppola holder stilen ren med fokus på pigefantasien, der krakelerer stille og sikkert. Undertrykkelsen af hende og hendes drømme, fortalt i særdeles afdæmpet, blødt modus. Med små pigehvin og -bump på vejen til at blive kvinde og leve sit eget liv. Slutningen føles ganske pludselig, og til stor effekt, for der rammer enkeltheden helt uventet skarpt med en velkendt klassiker og især linjen "bittersweet memories.. is all I’m taking with me.."