The Lost King
DRAMA
Premiere 27. oktober 2022
Der er altid en forventning om spænding og intriger på en nedtonet, humoristisk og britisk facon, når man sætter sig tilretter for at se en Stephen Frears-film.
Denne gang er det en klassisk underdog-fortælling baseret på en sand historie om en kvinde, der midt i sit eget private helvede med sygdommen ME (kronisk træthedssyndrom) og skuffelser på jobbet, bliver besat af at finde den meget udskældte Kong Richard IIIs jordiske rester. Det er der kommet en udmærket men hurtigt glemt film ud af.
Under en opførelse af Shakespears teaterstykke bliver Philippa Langley (Sally Hawkins) tryllebundet da Richard III (Harry Lloyd) beskriver sig selv som ”ufærdig, ufuldbåren, kastet ind i denne verden før min tid var inde, så grim, at alle hunde bjæffer ad mig, så snart jeg kommer haltende forbi”.
Ordene vækker genklang i hendes eget liv, hvor sygdom har efterladt hende med en følelse af at blive ignoreret og latterliggjort på jobbet. Derhjemme er hendes ægteskab med John (Steve Coogan) kollapset, og selvom de to forbliver tætte og deler omsorgen for deres to sønner, føler hun sig utilstrækkelig.
Hun køber alle de bøger hun kan finde om Richard III og dykker ned i hans liv med en iver og passion hun ikke tidligere har følt og inden længe hjemsøges hun også af den smukke teaterudgave af Richard III. Da hun læser en biografi der fremhæver uligheden mellem hans omdømme som en deform tilraner og hans ”sande” jeg, beslutter hun sig for at rette op på sagen – ikke blot ved at få ham rehabiliteret men også ved at finde hans grav, som har været forsvundet i 500 år.
Efter et par pubmøder med en flok nørder fra Richard III-selskabet, banker hun på dørene til etablissementet og søger midler til at grave Richards knogler op, som hun er overbevist om ligger under en parkeringsplads i Leicester.
’The Lost King’ er unægtelig en fascinerende, sand historie, og den fortjener i høj grad at blive fortalt. Desværre lykkedes det ikke at løfte fortællingen rigtigt, men det er alligevel en seværdig film alene på grund af en velspillende Sally Hawkins som den underdanige amatørhistoriker/detektiv der må lægge arm med fordomme og myndigheder, som ihærdigt forsøger at minimere betydningen af hendes indsats.