Svanemøllestrand til sommer
En ny sandstrand i Svanemøllebugten byder københavnerne velkommen næste år.
Svanemøllestrand
Det normale besøgstal forventes at blive 400 gæster dagligt. På gode dage op til 700 gæster.
I forbindelse med badestedet anlægges cykelparkering samt toiletfaciliteter. På sigt er det tanken at der kan laves en mindre kiosk samt livredderfaciliteter mv.
Selv om badebukser og bikinier for længst er lagt i vinterhi, kan københavnerne bruge de mørke måneder på at glæde sig til en spritny badestrand.
Københavns Kommunes længe ventede badested ved Svanemøllebugten er endelig ved at blive realiseret, så næste badesæson venter en 4.000 kvadratmeter sandstrand med tilhørende bademole på at byens vandhunde indtager den.
En 130 meter lang mole vil fungere som en badebro, og selve sandstranden vil blive anlagt i vinklen mellem den eksisterende strandpromenade og molen.
Selv om Svanemøllestranden primært er tænkt som en lokal strand, kan det ny badested forhåbentlig også lette lidt på håndklæde-tætheden ved Charlottenlund Fort og Bellevue.
Mere liv i området
”Vi forventer at det bliver en stor gevinst for området. Allerede nu har jeg snakket med folk der overvejer at købe lejlighed derude på grund af den nye strand,” fortæller Signe Westergaard fra Thing & Wainø landskabsarkitekter som har været med i designteamet for Københavns Kommune.
Signe Westergaard forklarer at det har været vigtigt at skabe en arkitektonisk sammenhæng mellem den eksisterende promenade og stranden.
”Området er ikke særlig brugt i dag, og vores forhåbning er derfor at skabe mere liv ved at integrere stranden og promenaden.”
Den ny strand bliver børnevenlig med lavt vand længst inde og adgang til dybere vand fra enden af molen. Og som der står i projektets lokalplanforslag, skal stedet ’tilgodese børns behov for grave- og byggearbejder’.