pixel

Sundevedsgades skytsengle

Vesterbros nye graffitigavl er et stort stykke sydamerikansk kulturudveksling.

kbh magasin

Du er aldrig længere helt alene, når du går gennem Sundevedsgade. Øverst fra en nydekoreret gavl følger to store skikkelser som et par skytsengle din smutvej mellem de vesterbroske hovedårer Enghavevej og Vesterbrogade.

Malet med varme farver i graffiti-stil har den mørke mand og lyse kvinde salige smil og opmærksomme øjne. De er nøgne, men strategisk dækket af blomster og træer, og deres fingerspidser mødes akkurat over en lille røgsignalerende vulkan imellem dem.

Vulkanen har forsyningslinjer fra den mere dramatiske nedre del af gavlmaleriet, hvor klodens skiftende lag af jord, sten og lava går i et med kunstnernes signaturer i sammenfiltrede wildstyle-bogstaver.

sundevedsgade_gavl_3.jpg

Fakta

Gavlmaleri på Sundevedsgade 31

Et samarbejde mellem fem sydamerikanske og to københavnske graffitimalere, udført i september 2013.

Organiseret af kunstagenturet Graffland, der er specialiseret i graffiti-udsmykning. Se mere om dem og hvordan du kan få dit eget gadekunstværk på Graffland.dk.

Sydamerika møder København

Det 200 kvadratmeter store gavlmaleri spejler sig i Sundevedsgades eksisterende af slagsen lige over for – en japansk inspireret opstigende sol i rødt og gult. Selv er nykommeren lidt af et internationalt sammenskudsgilde, der på initiativ af graffiti-agenturet Graffland.dk er blevet til i halen på sidste sensommers verdenskulturelle Images Festival i København.

Her var fem sydamerikanske graffiti-kunstnere inviteret til at udsmykke en 75 meter lang frise på Dronning Louises Bro sammen med blandt andre den lokale street art-stjerne HuskMitNavn. For også at få et permanent værk ud af den gæstende kreativitet, organiserede Graffland værket i Sundevedgade, hvor andelsforeningen i nummer 31 havde en bar gavl.

Sydamerikanerne og københavnerne udtænkte i fællesskab motivet med sit udsnit af jordkloden og figurerne ovenpå og malede i løbet af seks september-dage hver deres del af det.

Manden er således kreeret af Entes fra Peru, kvinden af Saile fra Chile, jordlaget af Soten fra København og chilenske Hes, stenlaget af københavnske Tiws og Fisek fra Chile, og jordens kerne af Knorke fra Bolivia.

sundevedsgade_gavl_6.jpg

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling