Paris vil skifte biler ud med træer på Champs-Élysées
Fire bilspor forsvinder og gør plads til cykler, gående og 'tunneller af træer'.
Paris' berømte boulevard — Champs-Élysées — står over for en omfattende make-over med færre biler og mere grønt.
Det har Paris' borgmester, Anne Hidalgo, offentliggjort.
Ikke mindre end en kvart milliard euro — knap to milliarder kroner — vil Paris bruge på at transformere den 350 år gamle gade fra Triumfbuen til Place de la Concorde.
De mange penge skal gøre en tætpakket, 6-sporet bilgade med to ekstra parkeringsspor til et sted, som pariserne igen har lyst til at besøge.
I dag vurderer man, at kun 5% af fodgængerne på Champs-Élysées er fra Paris. Gaden er blandt de lokale så afskyet for sin larm, forurening og caféer med café au lait til 75 kroner pr. kop, at det primært er turister der finder vej til denne del af den franske hovedstad.
Tunneller af træ
Fremtidens Champs-Élysées vil kun have halvt så mange bilspor som i dag og i stedet gøre plads til bredere fortove, bredere cykelstier og nye "tunneller af træer" der skal give boulevarden mere parkpræg og hjælpe med at skabe bedre luft for de mange nye fodgængere.
I dag er Champs-Élysées endnu mere forurenet end Le Périphérique — den otte sporede ringvej der omkranser det indre af Paris.
Det aktuelle forslag er lavet af tegnestuen Philippe Chiambaretta for en lokal gruppe, der længe har arbejdet på at få renoveret boulevarden.
Med den nu vedtagede støtte fra bystyret kan man færdigtegne projektet og planlægge selve anlægsarbejdet.
Omdannelsen kommer dog ikke til at ske med ét slag. Paris er vært for OL i 2024, og det meste af arbejdet vil først gå i gang, når legene er overstået. Derefter vil arbejdet ske i etaper frem til — formentlig — 2030.
Én etape satser man dog på kan være færdig til legenes begyndelse, nemlig omdannelsen af Place de la Concorde for enden af Champs-Élysées. Paris' største plads skal også være mere grøn og have reduceret antallet af biler.
Paris er i gang med en omfattende omstiling, hvor biltrafikken reduceres markant til fordel for mere cyklisme og flere grønne områder. For kort tid siden vedtog Paris også at fjerne halvdelen af sin gadeparkering for at skabe plads til nye byrum.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!