Onde ånder

Gruppedisciplin nu til dags er vel meget anderledes end i slutningen af 1800-tallet? Njet, not, nej. Det er småt med kæft, trit og retning og menneskesindet er som russisk borgerkrig. Med nihilisme af den flamboyante slags rammer denne teatervision af Dostojevskijs ’Onde ånder’ lige ned i tidsånden af i dag.

Selvom det store persongalleri tydeligvis er strandet i 70erne, hvor oprøret og rodløsheden også havde gode kår. Og hvor klasseskellet herskede så åbenlyst som i Christian Friedländers imponerende scenografi og spraglede kostumer.

En flimrende fest af syrenfarvede metallic-lameller omkranser de tre scenelag: Over-, middel- og underklasse. Øverst er der fest og nonchalance med plasttiger og træjacuzzi. På mellemniveauet bowler de med opstands- og selvmordsfilosofi. Og nederst breder desperation og klaustrofobi sig blandt garderobestativer, kasser og hampplanter.

Og så er der lige endnu et lag, som foregår på scenekanten – og udover. Med en forrygende dæmonisk Nicolas Bro som vært, opgejler og grænsejævner. Han kunne starte en revolution helt alene! Og det er præcis hvad han forsøger, når han springer ind og ud af rollen som agerende og fortællende. Med det ypperste formål at delagtiggøre os alle – lidt tættere på end vanligt.

At lade den ultimativt ondeste ånd være mellemmand er totalt originalt af instruktør Alexander Mørk-Eide, der har bearbejdet Albert Camus’ (teater-) og Andrzej Wajdas (film-) versioner af Dostojevskijs roman. Vredet op for tempoet og givet fuldt skru på satiren. Hundrede procent overraskende og medrivende som bare fanden. Og modigt, fordi der svælges i egen hovskisnovskihed og svirres i selvmodsigelse, når de ideologiske diskussioner går højest.

Plaskhamrende morsom er badescenen, hvor gamle og unge borgerdyr får blandet Shakespeare ind i diskussionen om Ruslands fremtid. Ført an af Henning Jensens holdte mand, der tøffer rundt i brokadekimono og slippers – og bliver det største paradoks. Ligeså vidunderlig er Kirsten Olesen som society-løget, der sætter ham, tyender, veninder og hunden Putin på plads med virtuose vift. Kun sønnen Nikolaj kan hun ikke greje. Han er også noget af en kryptisk kyniker, der håndterer løgn og latin som morskab – under påskud af, at han vil bekende og angre.

Resten af de i alt 19 karakterer er også formidable – store som små roller husker man. Når man altså får styr på deres indbyrdes forhold i enten familie, kærlighed eller had. Forviklingerne overgås kun af de skarpe meningsudvekslinger, der er grundstenen i Dostojevskijs værker. Oveni et kaos af konspirations- og mordplaner, som styres af den ondeste ånd – som dertil også bryder ud i heftig rocksang.

Nicolas Bros dobbeltrolle er som den skruppelløse Pjotr, hvis ide om femmandsgrupper Dostojevskij hentede fra en virkelig russisk revolutionær. Det store møde, hvor ideologien skal fikseres, går meget i sludder og vodka – og trækkes lidt for længe. Som flere scenarier i anden akt lider under. Man savner det sprudlende tempo fra første akt, men det er nødvendigt for at afvikle de mange handlingstråde og -relationer på seriøs vis.

Verdenskrisen har medført endnu en brydningstid og vi har stadig – eller måske nærmere: igen – samme grundlæggende problemer, som Dostojevskijs store ideologiske roman skildrer. Vores onde ånder er både indre og ydre, og de bliver kun sværere at slippe af med. Som enkeltperson eller i grupper – frygten for og truslen om terror vokser. De er iblandt os, lige her, som Bros afsluttende replik runger.