Lulu

Hun kommer langsomt gående ind fra siden. Betragter os, velvidende at hele salen kun ser hende. Kvinden løfter op i den hvide kjole og lader roligt pisset ramme gulvet. Der er uro i salen, folk bliver utilpasse. Er det frækt? Frastødende, grinagtigt? Og skammer den unge skønhed sig slet ikke?

Nej, Lulu (Danica Curcic) skammer sig ikke. Lulu er krop, Lulu er en dukke. Lulu er et hul, der skal fyldes ud med sultne øjne og kødeligt begær. Alle mænd må skælve ved synet af hendes krop, hendes hår, hendes arme og ben, og som den ene efter den anden falder om, får det kære lille dukkebarn lov at gå på runde.

Første akt er ironisk, komisk og karikeret. Karaktererne styrter rundt og laver gak og alle nuancer er visket bort. Vi ler os igennem Lulus mange erobringer og morer os over, hvor voldsom og stor den seksuelle drift er. Men Lulus forførelser er også grimme, banale, desperate og skingre. Med blottede bryster, som hun smagløst lader tonse op og ned, vræler hun med babystemme: ”Du er blevet træt af ma-ha-ha-haj!”

Første indskydelse er, at det er frygteligt dårligt teater. Det er for meget, for skingert, for ekstremt. Men Lulus kamp for forgudelse og overlevelse skyr ingen midler, og det står malet klart, at den seksuelle drift, vi så længe har leet af, aldrig har været hendes, men kun tilhørt mændene.

I et kæmpe dukkehus bytter Lulu navnet ud med Eva og kommer fint ud af mandens støbeform som den forelskede, uerfarne, hengivne kone. En mørk skygge af en far (Henning Jensen) tøffer ind i sutsko og viser en sprække af dét, den hidtil bekymringsfrie, unge, naive kvinde er flygtet fra.

Anden akt tager os til Paris med Lulu og hendes slæng, som vader rundt i franc og champagne. Men trusler og afpresning vælter op blandt mændene og presser Lulu i knæ, som det bytte hun har været fra starten. De kan ikke få nok, de vil alle have del i kagen, og alle forvandler de sig til grådige monstre.

Den seksuelle drift er ikke længere morsom, men besidderisk, altædende, ulykkelig. Lulu står kun tilbage som et produkt af samfundet. Hun har ingen steder at tage hen, mindst af alle steder hjem. Med en indædt viljestyrke charmerer hun sig gennem dagene og fremstår slet ikke længere letsindig, men overlevelsesdygtig og stærk.

Lulu er en ordentlig mundfuld, og tragedien fylder publikum med gru. Menneskets grådighed, besiddertrang, kan ikke rumme skønheden, men vil nedlægge den, have del i den. Mens mændene kun bliver svagere, dummere og slappere, må Lulu skride til handling og klare sig, så godt hun kan.

Selv en ældre kvinde (Kirsten Olesen) følger hende gennem gaderne med et sind ædt op af begær og forelskelse. Som alle de andre har den unge pige ødelagt hende. Lulu lægger alle mennesker øde. Også jeg er tom, da lyset går op og et sortklædt hold bukker til bifaldet.