Riget

”Husk at tage det gode med det onde.” Alle, der har set tv-serien ’Riget’ (1994), husker de gyldne ord og tegn fra Lars von Trier i sortien af hver episode. Øjeblikkelig kult, som utallige andre øjeblikke, karakterer og replikker i det banebrydende mesterværk. 

Morgenluften, tågesnakken og ånderiet breder sig nu i Skuespilhuset, og det er stadig syresatire på højt plan. For på knap 25 år er det kun gået endnu mere ruskravende galt i sygehusvæsnet, og landets fineste hospitalsplatform mares af spøgelser, der er særdeles mindre åndrige end i denne dogme-satire.

Teksten af von Trier og Niels Vørsel er simpelthen uforlignelig, og iscenesætter Nicolei Faber har fået virkelig meget med, uden at det virker for langt. Særligt den groteske humor står skarpt, og man frydes konstant over gensynet med de ikoniske momenter og karakterer. Gyset er altid svært at udføre effektfuldt på en teaterscene, men stemningen sniger sig alligevel forbilledligt ind og bliver til gode chok.

”Fy fan, simulant jävel,” råber den svenske overlæge Helmer (Thomas W. Gabrielsson), eller bare ”kuk-kuk-faldera” i forstillelsen og latterliggørelsen over ”danskjävlar” og det sundhedssystem han nu skal bidrage til, efter han har nosset i sine hjemlige rækker. Hvilket han faktisk fortsætter med i dansk neurokirurgisk regi. For han ser ikke sine egne fejl, kun andres.

Det er han ikke ene om, for det er den absurde personale-epidemi, at de er blinde for deres egne brister, men lystigt påpeger andres. Det bliver en nyttig gesjæft for Krogen (Esben Dalgaard), der afpresser dine kolleger; og en uetisk praksis i logen af drikfældige læger, der dækker over hinanden. Og midt i det hele forsøger overlæge Moesgaard (Jens Jørn Spottag) at glatte alt ud med sin Operation Morgenluft. Det er danskhed sat på spidsen: hygge, brok og konfliktskyhed, hvis løsslupne farcemix har tilpas lune og realisme, så man holder af de skæve personager. 

Ikke mindst fru Drusse (Kirsten Olesen), der snyder sig ind som patient for at løse noget af det åndelige fordærv, der jamrer i hospitalsfundamentet. Og sønnen Bulder (Mads Rømer Brolin-Tani), der hjælper hende rundt i de skumle sygehusgange hvor det okkulte breder sig med mystiske ambulanceblink, forsvundne organer, gennemsigtige gejster og en særdeles fremskreden graviditet.

Tv-seriens skuespilhold skabte kultfigurer, men det kongelige ensemble kan så sandelig vække både levende og døde, så man nyder hver en lighed eller forskel. Svenskeren stjæler selvfølgelig scenen adskillige gange, og Thomas W. Gabrielsson er et perfekt valg, ligesom Kirsten Olesen er eminent som Drusse. Også Peter Christoffersen er fantastisk som den tossede patolog Bondo og det er en fed gimmick at han taler som forgængeren Baard Owe, for ellers er hans Bondo-portræt ret anderledes. Esben Dalgaards Krogshøj er mere jordbunden end Søren Pilmarks, og Stine Schrøder Jensens Rigmor har mere humor end Ghita Nørbys.

Højest på kultskalaen er de to mongoler, der som opvaskere kommenterer ivrigt og kærligt på begivenhederne, ofte med ”det u-hyg-ge-ligt!" Sceneversionen er en virkelig fed løsning af et kor bag tonede glasruder, hvorpå hænderne famler. Som et åndekor, så der nu er endnu større tydelighed i hvem, der er de mest åndrige på det store hospital. For det er uskylden, der bliver slået ihjel af dette svigefulde system.

”Huset har grædt længe,” siger de også, og fra introens blegedamståge fortsætter fugten og vandet sit varslende udtryk af dryppe-, vaske- og rislelyde. Barneklynk, sirener og dødens klokke runger også fra skyggeriget, sammen med Joachim Holbeks ikoniske musik. Uhyggen skabes mestendels af lyd, lys og scenografi, der sagtens kunne være mere campet, men fremhæver et mere moderne, stilrent gruscenarie i de fossile (glas)facader og (jern)rørinstallationer. 

Naturligvis har scenograf Palle Steen Christensen styr på de uhyggelige uundgåeligheder fra tv-serien, og især to af dem får pulsen op til chokeffekt. Begge i 2. akt, hvor vanviddet rusker endnu heftigere, og forener sjælegyset og samfundssatiren optimalt i den afsluttende ministerrundvisning, hvor nogen vil skjule fejl og mangler under solglade mærkater, imens andre forsøger at lukke hullerne hvorfra ondskab strømmer. Det er her morgenluften fordamper, ånderiget sejrer, og porten åbnes igen – som sortie-kommentaren varsler: ”som en ny begyndelse.” 

Nogle vil mene at denne teaterudgave mangler tolkning eller nye visioner, men hvorfor skal man omtolke noget så perfekt? De visuelle tiltag kunne måske være vildere, men egentlig ville det bare forstyrre de fantastiske karakterer og deres herlige scenarier. Det eneste man måske kunne ønske sig, er en scenografisk unik platform til svenskerens udråb over danskjävlarna. 

Så seks gysende stjerner til det topunderholdende teater-’Riget’, der fortjener et stort begejstret publikum – nye som gamle fans – så man kan håbe på en efterfølger i tåge, syre og damp. I ’Riget II’ går det nemlig endnu mere absurd for sig, og det bliver muligvis en større udfordring scenemæssigt. Men vi vil helt sikkert ”drages af Riget igen, og tage det gode med det onde.”