Frøken Julie

To træsenge, et ildsted, en skrivepult, et sminkebord. Alt sammen koksgråt. Scenograf Bente Lykke Møller og instruktør Staffan Valdemar Holm har valgt en klassisk ramme til opsætningen af 'Frøken Julie'. Som det eneste lyse element i scenografien kommer så selve Frøken Julie (Fanny Louise Bernth) svævende ind på scenen i en hvid sommerkjole. 

Er hun så den gode? Måske. Strindbergs gamle tekst sættes i spil mellem karaktererne på en spændende måde, hvor det bliver meget svært at pege på den onde og den gode.

Forførelsesdramaet mellem tjener Jean (Thomas W. Gabrielsson) og Frøken Julie, datter af Greven, får os til snart at holde med den ene, så den anden. Jean er forlovet med husets tjenerinde (Kirsten Olesen) og stritter i begyndelsen imod Julies tilnærmelser. Men det ændrer sig.

Skiftene i stemning og magt giver den noget lange og ensformige dialog liv, og især Fanny Bernth balancerer sin rolle overbevisende. Der er lige dele bjørn og bly jomfru i hendes Julie, og skiftene i temperament sker på et splitsekund. 

Frøken Julie har besluttet sig for derouten, mens Jean vil kæmpe sig opad i hierarkierne, det er derfor slet ikke så tosset, at de prøver at udnytte hinanden til at klatre henholdsvis op og ned af rangstigen – selvom det naturligvis ikke går så nemt. 

Hvad er de to karakterers bevæggrunde, og hvem er den egentlige vinder og taber? Set her i 2019 fremstår Frøken Julies overlagte forførelse ikke som en syg kvindes værk, men hun fremstår alligevel ustabil og utilregnelig. Jean ved ikke, hvilket ben, han skal stå på. Men den virkelige taber bliver hans forlovede tjenerinde, der ikke kan stille noget som helst op overfor kampen mellem de to. Hun har hverken køn, alder eller klasse til at kunne lave rav i den. Kirsten Olesen gør en virkelig god skyggefigur her. 

Det Kongelige Teaters 2017-version af 'Frøken Julie' er værd at se, hvis man er nysgerrig på den klassiske tekst, for her får man en virkelig god og respektfuld gengivelse af den. Der er ikke ændret i ordene, men alligevel skruet på nuancerne, så magtspillet bliver mere interessant. Men mere end en gedigen og let twistet fremførelse af en klassisk tekst får man så heller ikke rigtigt. 

Der er noget statisk over udtrykket i scenografien, og måske også i den konstante frem-og-tilbage i dialogen, som gør den samlede oplevelse en anelse langtrukken og uvedkommende.