Helt enkelt kompliceret

Henning Jensen spiller den pensionerede skuespiller som i et surt opstød fører os igennem sine minder om ungdommen, ægteskabet og skuespillet.

Vi møder ham den ene dag om måneden, hvor han tillader sig selv at bære sin gamle rekvisit fra en svunden tid; Kong Richard III's kongekrone. Iklædt en forvasket plaid og med kronen presset godt og grundigt ned over panden fortsætter han sit sure opstød i godt halvanden time - som Kongen af sølle.

Han elskede rollen som Shakespeares Kong Richard III, proklamerer han i en teatralsk gestus, men han føler ikke, at han formåede at følge den til dørs. En vedvarende og gennemborede falliterklæring udspiller sig for publikums øjne - hér en skuespiller som aldrig rigtigt følte, at han fik tøjlet bæstet, og det skal han belemre sit publikum med.

Er Henning Jensen mon også træt af rollens utilstrækkelighed? Et noget tamt kast med kongekronen i et forpustet vredesudbrud formår ikke at ramme den tilsigtede intensitet, men lader stemningen forblive flad og farveløs.

Den dystre talestrøm bliver afbrudt af hans hobby - at slå de mus der huserer bag væggene i hans faldefærdige lejlighed ihjel; én af hans eneste aktiviteter.

Ikke nok med, at vi som publikum skal lægge øre til hans to-dimensionelle brokkeri, det skal en lille, sagesløs pige, som bringer ham mælk, også.

Henning Jensen kan med sit fysiske spil, og især med pigens ungdommelige kontrast overfor ham, overbevise os om, at han virkeligt er 82.

Vi følger hans stavren over scenen - manisk mumlende - fra at hænge et billede af Schopenhauer op på væggen til at udskifte det med en huskeseddel med store typer: MUSEGIFT. Skiftet fra at tale om sin kærlighed til Schopenhauer til at huske ikke at glemme musegiften er et lille humoristisk pit-stop på en lang, møjsommelig rejse af tung nostalgi.

Men hvad skal den gamle mand nu tage sig til efter at have plastret endnu en huskeseddel op? Jo, han skal da brokke sig noget mere.

Rune David Grues 'Helt enkelt, kompliceret' er helt enkelt en forestilling om et liv, der ikke når ud over scenekanten men forbliver i en tør tidslomme på de skrå, støvede brædder.