Mens vi venter på Godot

Der var få publikummer, langt færre end der plejer ved det lille Teatret ved Sorte Hest. Mens Corona havde spærret halvdelen af sæderne til bogstavlig tomhed, var opsætningen ’Mens vi venter på Godot’, en teaterklassiker af Samuel Beckett tilegnet en anden form for tomhed. Livets. Det lyder betydeligt hårdere end det var, for med humor og absurditet blev det en forunderlig aften i selskab med Gogo (Estragon) og Didi (Vladimir). 

I stegende hede blev vi lukket ind i det forunderlige, absurde og tankevækkende univers, Samuel Beckett arbejder i. Indrømmet: Det var denne anmelders første erfaring med ’Mens vi venter på Godot’ på en scene. Det virker som et stykke, man bør have set i adskillige opsætninger, for sikke en oplevelse. 

Der var udsigt til en skrabet scene: Et sølle træ og en uendelig vej. Tidsligheden spiller en stor rolle. Enkelte scener er trukket ud i det uendelige. Absurditeten er ikke til at tage fejl af, ikke desto mindre er der en form for genkendelighed. Gogo og Didi venter på Godot og udstiller det morderne samfund i al dens besynderlighed, for hvad er det egentlig, vi går og venter på? 

Nicolas Bro gør den som Estragon. Fjollet, forvirret og helt eminent balancerer han rollen mellem det dybt seriøse og det idiotiske. Kompagnonen Vladimir spilles af Mads Wille, og det er i sandhed et godt par. Energien mellem dem er umiskendelig, og den kommer til udtryk i gentagelserne, i tankespindene ”Skal vi bare hænge os selv?” og i konstateringerne ”Det er ikke tomgang, der mangler”.

De er uvenner, de er bedste venner. De er uadskillelige, men har det måske bedre hver for sig? Gentagelserne blev leveret sylespidst af parret, der venter på Godot kun afbrudt af besøg fra den forbirejsende Pozzo (Steen Stig Lommer) og hans tjenerslave Lucky (Kristoffer Helmuth). Eller er det omvendt? 
 
’Mens vi venter på Godot’ er et eksistentielt mindfuck, det vakler mellem det idiotiske, sørgmodige, melankolske og livskloge. Absurdteaterets fornemmeste opgave er at udstille formålsløsheden, alt det der ikke giver mening. På den måde passer ’Mens vi venter på Godot’ ufattelig godt til rædselsåret 2020: Corona, amerikansk valgkamp, fake news. Det moderne liv. På en eller anden måde gentager historien sig selv, om det er verdensomspændende pandemier, fascistiske diktatorer eller forventninger til voksenlivet. 

Vi elsker at tale om en kompliceret, global verden. Måske er det såre simpelt. Gentagelsens hamsterhjul, der kører i ring. Mens vi venter.