pixel

Nu skal Nordhavns bratte afslutning udvikles

By & Havn sætter nu gang i udvidelsen af Nordhavn, hvor området i dag stopper brat ved Orientkaj Station.

Orientkaj Station metro nordhavn

Når du i dag bevæger dig rundt i Nordhavn og når til Orientkaj metrostation, ja så stopper byen pludselig ganske brat.

Jo, jo der findes en del færdige og næsten afsluttede byggerier i området, men lige efter metrostationen stopper både byen og metroens skinner bogstaveligt talt midt oppe i luften. 

Her afløses fire karrébyggerier i seks etager brat af en flad byggeplads og en lige så flad parkeringsplads. Men det vil der blive lavet om på inden alt for længe. 

By & Havn har nemlig sat en ny byggegrund til salg, som ligger nær Orientkaj Station, og som kommer til at fortsætte udvidelsen af Nordhavn mod nord — og forhåbentligt også ændre den noget ufærdige fornemmelse, man får, når man rammer Nordhavnslinjens endestation i dag. 

En synlig og eksponeret grund

Nordhavn udvikles som bekendt ved at dele den gamle industrihavn op i mindre bidder — eller øer — der etableres ved at bygge et netværk af nye kanaler.

Grunden, som er blevet sat til salg, ligger på den kommende ø, Trælastholmen, som ligger i smørhullet mellem Sundmolen og Levantkaj med sin helt egen metrostation; Orientkaj.

Her tæller naboerne allerede Østre Landsret, et Comwell-hotel med 493 værelser og advokatfirmaet Accura, som også er flyttet ind i et nyt domicil på Trælastholmen. 

Hvad der kommer til at ligge på den nye grund vides naturligvis ikke, men sikkert er det, at det bliver endnu et erhvervsbyggeri, der får mulighed for at indtage de 13.700 m2 — et areal, der godt og vel svarer til omfanget af Ofelia Plads.   

Byggefeltet ligger lige ud til Sundkrogsgade, og får — når Trælastholmen er færdigbygget — kanaler på to sider. I sit oplæg lægger By & Havn vægt på, at der er tale om en "synlig og eksponeret" grund, der spiller en vigtig rolle i at markere overgangen til Svanemølleholm, hvor blandt andre Nykredit og AP Pension ventes at flytte ind i løbet af 2024. 

Udover en glidende overgang skal det nye byggeprojekt også være med til at gøre Sundkrogsgade til en attraktiv bygade. Derfor forventer By & Havn, at der bliver arbejdet på stueetagens facader og udadvendte funktioner, så byggeriet er med til at sikre "en venlig og imødekommende ankomst til bykvarteret."

For at komme i betragtning til at købe den nye byggegrund har By & Havn — udover betaling af prisen — to kriterier, som de vurderer ansøgerne ud fra. De ønsker dels at se et "arkitektonisk ambitiøst og bæredygtigt skitseforslag", hvor byggeriets arkitektur repræsenterer Trælastholmens karakter. Og så forventer de, at budgiverne har "erfaring med lignende byudviklingsprojekter af høj kvalitet" og kan diske op med en række eksempler, der dokumenterer deres kunnen.

Sidstnævnte åbner ikke mindst døren på vid gab for de store pensionsselskaber, som er bygherre på en meget stor del af den københavnske byudvikling. 

Vandsmutvejen kommer nok i 2026  

I By & Havns egen beskrivelse karakteriseres Trælastholmen som et tæt kvarter, som brydes af udgravede kanaler, der sikrer, at kajakker og småbåde får en smutvej fra Svanemøllebugten til Orientbassinet. 

Kanalerne skulle oprindeligt være etableret i 2021, men vandentusiaster må stadig tage den otte kilometer lange omvej, når de skal fra Kalkbrænderihavnen til Orientbassinet.

Dét skyldes, at man stadig mangler at opføre de sidste par bygninger på øen lige nord for Orientkaj Station, hvoraf den ene altså nu er sat i proces.

Først når alle planlagte nybyggerier i området står klar, vil man lukke vand ind i den kanal, der skal graves imellem dem.

For nogle år siden forventede By & Havn, at dét ville ske i starten af 2025, men den tidsplan er p.t. skudt til "tidligst i 2026".

Så både kajakroere og GoBoat-sejlere må altså vente i yderligere omkring tre år, før de kan cirkle rundt i Nordhavns nye kanalnetværk — og skære knap otte kilometer af turen mellem Kalkbrænderihavnen og Orientbassinet.  

Er køberne klar?

By & Havn forventer at have fundet en køber af den netop udbudte byggegrund lige inden nytår, men spørgsmålet er, hvor mange bud de egentlig kommer til at få. 

Såvel inflation som høje renter har lagt en dæmper på byggeaktiviteten i byen, og senest har By & Havn haft svært ved at sælge byggegrundene i det nye kvarter Enghave Brygge Syd, der ellers lokker med både en kommende metro og en ny broforbindelse over inderhavnen. 

Tilbage i 2022 lød det ellers i en pressemeddelelse fra direktør Anne Skovbro, at "vi mærker allerede stor interesse for Enghave Brygge og forventer derfor, at vi vil få mange interesserede købere til området."

Men da Magasinet KBH stillede skarpt på udviklingen tidligere på sommeren, lå salgsprocessen helt stille, og resultatet kan altså blive, at den kommende metrostation Enghave Brygge til næste år åbner midt ude i ingenting. 

Og der skal da også en køber i pensionskassestørrelse til at sparke gang i processen på Enghave Brygge, da det er en byggegrund på hele 110.000 etagemeter, som By & Havn har sat til salg i én samlet pakke.

Så kan man håbe på, at det vil gå lettere med at få solgt den noget mindre erhvervsbyggegrund på Trælastholmen, så de manglende kanaler snart kan blive etableret.   

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling