Den skjulte tråd

Det personlige aftryk er for kunstnere oftest altstyrende og -afgørende. Paul Thomas Anderson er et eminent eksempel herpå, og hans nyeste film er et mesterværk, hvor særpræg på alle måder er den gennemgående tråd. Nogle skjulte, men de fleste ret utilslørede. 

Det starter og slutter med værket, som her består af tusindvis af tråde viklet sirligt ind i hinanden: Kjolen, som gør kvinden smuksalig og giver manden prestige. Umiddelbart er der ingen tvivl om hvem, der nyder magten her, men den selvcentrerede kunstner skal snart få vendt vrangen ud på sine bedrifter.

Couture-skrædderen Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis) har klart en moderbinding, og den afspejler hans forhold til andre kvinder. Kunderne, hvis penge og ry han lever af. Søsteren (Lesley Manville), der sørger for stramt organiserede hverdage uden distraktioner. Og muserne, som også er en slags kærester. Alle kvinderne er yderst vigtige i hans metier – så længe de passer ind i hans livsforestilling om stil og respekt.

Kvinden, der giver ham det modspil, han ikke vidste han havde brug for, er Alma (Vicky Krieps), den nyeste muse. Hun forstår og respekterer at værket altid vil være topprioritet, så der skal drastiske midler til at få hans opmærksomhed. De to stærke viljer spilles elegant og lavmælt ud mod hinanden i et klassisk føledrama, men små geniale særpræg tvister det hele forunderligt. 

Blandt fantomtrådene er den i modekredse velkendte hemmelighed: Nogle designere lægger skjulte tråde, bånd eller lignende ind i deres haute couture. Et interessant sidespor, som sagtens kunne have fået mere psykologisk spil her, men det passer sofistikeret ind med de andre kvikke hints, der rimpes ind som løse tråde af Woodcocks karakter.

Parallellen til filmverdenen og Paul Thomas Anderson er åbenlys. Passionen for at skabe sine værker, sit personlige aftryk – fuld af insisteren, kontrol og selvtillid. Han har selv overtaget kameraføringen her, og det rammer ren klassicisme, men i samspil med Jonny Greenwoods mesterlige klaverdominante musik bliver det nærmest hypermoderne i sit nærgående greb om det smukke og velordnede. 

Som sin instruktør er Daniel Day-Lewis perfektionist, og hans elegante og gavmilde detaljegrad skaber en perfekt kjolekunstner anno 1950erne. Et eminent karakterstudie i stilfuld selvkontrol og disciplin, hvis besættelse rummer åndrig sarkasme såvel som dyb melankoli. Og en naturlig fryd når vrangen pludselig vises. Hvis dette er hans sidste rolle – som han selv har bebudet – så er det en smuk, smuk karriereexit for en af de største skuespillere i vor tid.

’Den skjulte tråd’ er en ægte Oscar-film, men det bliver nok de mere romantiske og overvældende følelsesfilm, der vinder i år. ’Den skjulte tråd’ er et mere underspillet, tvetydigt og underfundigt mesterværk, som velnok er Paul Thomas Andersons mest personlige film.