pixel

Nu kommer der almene tårnboliger på glemte Beauvais-grunden

Efter en halv menneskealder som tilvokset industrigrund bygges nyt grønt boligkvarter ved Lyngbyvejen.

high five beauvaisgrunden

Tilbage i de glade 00'ere inden finanskrisen var Beauvais-grunden ved Hans Knudsens Plads en af de højest profilerede byggetomter i København, udset til stjernearkitekttegnede skulpturelle skyskrabere, der skulle skabe en iøjnefaldende indkørsel til byen langs Lyngbyvejen.

Men til glæde for hundelufterne på det yderste Østerbro er der i årtiernes løb intet sket på det halvanden hektar store område, som har udviklet til et mere eller mindre selvgroet vildnis, siden konservesfabrikken, navnet stammer fra, blev revet ned i starten af 1970'erne.

Indtil nu. For efter mange hyldemeter genlagte planer og omtegnede projekter er det første spadestik taget til et byggeri på Beauvais-grunden.

Det er stadig boligtårne, der vil rejse sig. Der kommer dog kun tre af dem, de holder sig mellem 15-30 meters højde og er rykket længst væk fra Lyngbyvej, så de istedet orienterer sig mod Rovsingsgade.

Og til forskel fra fortidens fatamogana er det nogenlunde almindelige københavnere med nogenlunde almindelige indkomster, der skal byde velkommen ved indfaldsvejen.

For samtlige 69 tårnlejligheder bliver almene boliger – med forventet indflytning i foråret 2021.

En high five i det grønne

Projektet kaldes High Five, fordi bygningerne er femkantede (og nok også fordi der oprindeligt var fem af dem med i planen).

De får hver deres femkantede atrium-gård, og på deres henholdsvis fem, otte og ti etager indrettes lejligheder med altaner og mellem 2-4 værelser, der skal kunne huse såvel singler, unge par og ældre som små og store familier.

For at bevare Beauvais-grundens grønne udtryk vil boligtårnene stå på en nyanlagt hævning mellem træer og buske i det let kuperede terræn, der samtidig bliver klimasikret til at kunne håndtere de stigende mængder regn i forbindelse med skybrud.

Måske svømmehal som nabo

High Five ved Rovsingsgade opføres og udlejes af Bo-Vita, tidligere kendt som Lejerbo København. Det er det samme almene boligselskab, som blandt andet står bag Bjarke Ingels' træklædte slange på Dortheavej i Nordvest og som aktuelt også er i gang med at opføre et ungdomsboligkompleks med et rundt, 10-etagers tårn overfor Zoologisk Museum.

Det nuværende Bo-Vita vandt i 2016 en konkurrence mellem seks forskellige boligorganisationer, der bød ind, efter at Københavns Kommune, der selv ejede arealet, endeligt havde opgivet de mest højtravende visioner og istedet besluttede at afsætte en del af Beauvais-grunden til et alment boligområde.

Det oprindelige vinderforslag var tegnet af Rubow Arkitekter og er siden blevet tilpasset af Friis Andersen Arkitekter.

Hvad der skal præcist skal bygges i den anden ende af grunden mod Lyngbyvej er endnu ikke besluttet, men den seneste lokalplan giver stadig mulighed for et højere erhvervsbyggeri, og kommunen overvejer selv både plejeboliger og ikke mindst en ny svømmehal.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordvest
Overdækning af Helsingørmotorvejen til et grønt byrum, der byder velkommen til København.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling