Flugten til frihed

Frihed og retfærdighed ikke er faste begreber, men rodfæstede i tid og sted. Når tiden er 1954, og stedet er Algeriet, kan værdierne af dem skifte.

Den blonde skolelærer Daru (en vejrbidt Viggo Mortensen) bor i de øde bjerge og underviser hyrdernes børn. Den spirende revolution og en lokal fejde trænger sig ind på hans ensomme skole. Bonden Mohamed (Reda Kateb) skal til en fjerntliggende by og overgives til myndighederne.

Logikken bag den unge Mohameds villighed til at lade sig transportere til sin visse død, bliver klar. Det er en stærk scene. Egentligt ikke andet end to mænd, der stirrer ind i et bål, taler i korte sætninger og nikker. Men netop derfor.

Blodfejdens ubønhørlige logik rullet ud, den ordentlige skolelærers forståelse. Senere mødet med oprørerne, fornemmelsen af at livet og verden har ændret sig, men hævnen består. De to mænd er bundet sammen, selvom de har levet dybt forskellige liv i det samme område.

Der er en fælles kærlighed til landet, landskabet. Der vandres. Der stirres mod horisonten. Der kæmpes for at overleve, for at kende ven fra fjende. Der er meget western-patos i filmen og så meget mere. Det er både betryggende og fremmedgørende, når det velkendte har en hel ny ramme, en anden tid og et andet sted end vi er vant til.

Følsomt insisterende musik af Nick Cave og Warren Ellis sørger for at filmen ikke kun er fuldfed Middle-Eastern. Med mindelserne til ’The Proposition’ er Cave oplagt. Trøsteløst, smukt landskab og skånselsløse skæbnebaner. Fortvivlende skønhed, fællesskabet i at se døden i øjnene som mænd.

De to kvinder i filmen har samme effekt på publikum, som på rejsefællerne – et blødt, ømt helle, hvor livet har lov at være kærligt, hvor en mand må være sårbar. Og da solen går ned over bjergene, børnene løber hjem fra sidste skoledag, mærker man som Daru en stille fortvivlelse; hvad nytter det alt sammen? Venter vi blot på døden, eller lever vi imens? Hvad kæmper vi for, når frihed og retfærdighed ikke kan måles, men skiftes ud?