Crimes of the Future

"Long Live the New Flesh." Den ikoniske slutreplik i ’Videodrome’, et af hans første store hits, runger potent her, hvor den canadiske mesterinstruktør David Cronenberg er tilbage i den genre han er allermest kendt for: Body-horror. Fuld af metaforer, aparte anatomi og kunstneriske statements som "kirurgi er det nye sex" og "kroppen er reality".

For kroppen har udviklet sig; muteret, krakeleret og optimeret gennem vores teknologiske (for)brugssamfund, og med kunst-, kink- og klimasynder udforsker Cronenberg påny grænserne i ’Crimes of the Future’. Et gammelt 70er-manuskript er genopfrisket, og temaer genkendes og videreføres fra især ’Videodrome’, ’eXistenZ’ og ’Crash’. 

Saul Tenser (Viggo Mortensen) er et pragteksemplar på den accellererede evolution, der blandt andet gør at kroppe danner nye organer, uden funktion. Saul og hans partner (in crime) Caprice (Léa Seydoux) kalder dem "design cancer" og har skabt en populær performance-platform, hvor hun med desktop kirurgi opererer dem ud af ham - i nydelse og opstemthed, for dem begge. Og deres publikum.

Diverse miljøpåvirkninger og mutationer har udraderet smerte, så kropseksperimenterne - indre som ydre - søger gennem kunsten at rykke grænser og skabe accept af nye ekstremer. De seksuelle vibes går både i under- og overtoner, for Cronenberg er som altid eminent til grænsesøgningen: Om man er til kontrol eller overgivelse, lækkert eller grotesk, forførende eller afskrækkende, så flyder smerte og nydelse sammen i flere orgiastiske scener. 

Provokationen er mixet med underdrejet sarkasme, som de velturnerede statements og særegne biroller uddyber. De to nørder, der styrer organregistrering og -tatovering, Wippet (Don McKellar) og Timlin (Kristen Stewart), der i flirt med Saul får indrømmelsen "jeg er ikke god til det gamle sex." De to vakse femme fatales, der udmærker sig i både teknik og leg, og forældrene (Scott Speedman, Lihi Kornowski) til en helt særlig dreng. Og selvfølgelig står kropskunsten også for skud, i form af en dansende øre-mand, en kvinde med hang til særlig ansigtssnit, samt en konkurrence for indre skønhed.

"Organismer har brug for organisering," siger de, og gør det så organisk som avantgarden tillader. Mest cool er den sarkofag-agtige platform, hvor operationerne foregår. Den er tidligere brugt til obduktioner, og skal snart performe den slags igen på en dreng, hvis organer kan give svar på både genetik og evolution. Her er de eviggyldige leveråd om kost, søvn og bevægelse blandt andet konverteret til groteske hjælpeenheder som Orchid-seng og Breakfaster-stol, og mod slutningen tvister handlingen særdeles kreativt til at forbinde krop- og miljøudvikling. 

’Crimes of the Future’ er ægte Cronenberg, uden at være for spektakulær. Den særegne retrostemning brænder stadig igennem dystopien, men replikkerne er skarpere, og karaktererne er ligeså stærke som den visuelle fortælling, hvor blodet flyder mere kontrolleret og indvoldene er mere sofistikerede. Men plottet sprutter i mange retninger, og slutningen rummer en del ambivalens.