Green Book

Der var engang, hvor stor- og småracistiske stereotyper var helt okay. Altså, ikke kun i begyndelsen af tressernes Amerika, hvor denne film foregår. 

Bare i film som 'Driving Miss Daisy', 'Steel Magnolias', 'The Help' og alle de andre mainstream-feelgood-film, hvor hvide og sorte lærte af hinanden. Hvor vi kunne lære, hvor slemt det var engang, føle os både ramt i hjertekulen og tænke ”at tingene trods alt er blevet bedre.” 

Den rå, italienske dørmand og bullshit-artist Tony (Viggo Mortensen) bliver tilbudt et chaufførjob af den introverte og dygtige klavervirtuos Dr. Don Shirley (Mahershala Ali), der skal på en otte uger lang turne i Sydstaterne, hvor en sort mand ikke bare kan gå eller gøre, som han vil. Naturligvis vil dette road trip forandre dem begge, der må se egne fordomme i øjnene og vokse som mennesker. Helt efter bogen. 

Peter Farrelly har efter 25 år lavet en gedigen og ganske morsom film, som man roligt kan tage sin mor med ind at se. Men 'Green Book' er også så gammeldags, at den kunne være lavet i halvfemserne. Det er nu ikke så meget en anke, som en konstatering. For de to hovedrolleindehavere har tilpas charme og pondus (og her menes ikke kun Mortensens dunk, selvom den burde få en pris i sig selv), til at filmen er ganske fornøjelig, men måske ikke så vigtig og vægtig, som den måske kunne have været. 

Deres ping-pong og ulige udgangspunkter giver masser af sjove situationer og rørende optrin. Men det ændrer ikke ved, at det i dag virker ganske bizart at have en historie, der hviler på at en hvid mand af folket skal lære en sort mand hvad soulmusik er for noget. Ali bringer som altid en ophøjet værdighed til filmen, og løfter sin figurs let tragiske undertone.

Det umage par flankeres af en lille perlerække af biroller, der spiller fænomenalt, og tidsbilledet er smukt ramt, hvad enten vi er i The Bronx eller i Kentucky. Det er ganske smukt filmet, og lydsiden holder benhårdt. 'Green Book' glider ned som stegt kylling og en iskold cola i en bil med halefinner og Li'l Richard på radioen, mens landskabet glider forbi. Bagefter smides benet ud.