Flaskepost fra P

Nogle genrer ligger under for deres egen generiske logik. Det, der gør genren fascinerende og forførende, er samtidig det, der risikerer at gøre den forudsigelig.

Med den tredje filmatisering i rækken af Jussi Adler-Olsens krimiserie om Afdeling Q og vicekriminalkommissær Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans makker Assad (Fares Fares) har den norske instruktør Hans Petter Moland placeret sig solidt i midten af dette kompleks. Forudsigeligt og fascinerende på én og samme tid.

Carl Mørck er i knæ. Jobbet har sat sit brutale præg, og han plages nu af depression, posttraumatisk stress syndrom, angst og generel elendighed. An all time low. Så da sagen om flaskeposten fra fortiden leder ham og Afdeling Q ind på Vorherres enemarker på Lars Tyndskids marker i Jylland, huer det ham ikke. Intet matcher depressionens tunge nihilisme så skidt som blind tiltro til de højere magter.

Der er ikke et eneste element i ’Flaskepost fra P’, som ikke er set før i en anden og mere original version. Forbrydelsen i det lukkede samfund, den gode, gammeldags, psykopatiske seriemorder, jagten der bliver mere og mere personlig og den martrede politimand, der på trods af sin erfaring med jordens bærme, vedbliver med at kæmpe for værdien af det enkelte menneskeliv. Det er set før. Mange, mange gange.

Og alligevel er det en ren fornøjelse at tage endnu en tur på den velkendte spændingskurve i selskab med Mørck og Assad. Der spilles godt i alle hjørner, der er spænding og uhygge, der er sympati og gensynsglæde med karaktererne. Det svinger simpelthen virkelig godt.

Måske er krimien for film, hvad jazz er for musik? En lang række variationer over et velkendt tema, der netop på grund af genkendeligheden – og ikke på trods af den – fritstiller seeren til en tilstand, hvor man som en anden aficionado kan lade sig begejstre over lige præcis denne fortolknings nuancer af blå.