Mænd & høns

Langt ude... på landet. Så absurd langt ude at det lave indbyggertal truer med at slette arealet fra landkortet, og hvor indavl såmænd ikke engang er det største problem for befolkningens evner udi forplantning.

Med sin fjerde film som instruktør er Anders Thomas Jensen på velkendt grund i et isoleret ø-samfund med syrede personligheder og grotesk-absurde reaktionsmønstre. Som om det ikke var skævt, vildt eller voldeligt nok i ’Blinkende lygter’, ’De grønne slagtere’ og ’Adams æbler’, så formår han at fare endnu længere ud ad den knaldsorte humor-landevej med ’Mænd & høns’.

Brødrene Gabriel (David Dencik) og Elias (Mads Mikkelsen) erfarer, at de er adopterede, og da de står overfor tre ukendte brødre, er der ingen tvivl om slægtskabet. Udover de karakteristiske læbespalter, genkender de et heftigt temperament samt en fælles knudret sprogforståelse. Efter en mildest talt voldsom velkomst byder Franz (Søren Malling), Gregor (Nikolaj Lie Kaas) og Josef (Nicolas Bro) dem indenfor i barndomshjemmet med umanerligt særprægede husregler.

Huset er et monstrum af et gammelt sanatorium proppet med hemmeligheder i over- og underetagen – og man risikerer at komme i buret udenfor, hvis man entrerer. Midt i mellem bor brødrene så i en adfærdstilstand meget tæt på den vrimmel af dyr, som også befolker etagen. Levende som udstoppede. Sidstnævnte bruges hovedsagligt til at banke ubudne gæster – og hinanden. De levende bidrager på offerbasis til husførelsen, og det går værst ud over hønsene, selvom Gregor siger: ”Det ikke gør ondt på dem, de er jo vant til at lægge æg.”

Som i tidligere film er det sådanne vanvittige, sprøde og debile replikker, der gør filmen helt unik. Her tilsat ekstra gak med utallige kvanta faglitteratur læst og tolket af Josef – ofte som go’nat-historie – lige for at antyde, at belæst ikke nødvendigvis er lig med intelligent. Da de på Gabriels opfordring går i gang med Biblen, bliver der selvfølgelig diskussion, og alle ender med at fokusere på dyrene i fortællingen.

Højkomisk er den tilbagevendende middagspolemik om dyretallerkner, og der er en skræmmende skæg pointe i det. Ligeså i deres særtegn: Gabriels tendens til kvalmetræk, Josefs forkærlighed for ost, Elias’ fiksering på at onanere, Gregors hang til at please og ikke mindst Franz’ trang til at gokke folk i hovedet med udstoppede dyr.

Karaktererne er ustyrligt udflippede og formidabelt gestaltet af mestendels gamle kendinge fra Jensens andre film. Mads Mikkelsen har videreført sin højpandede megaloman fra ’De grønne slagtere’ – tilsat mere hår og mindre begavelse, men samme voldsjove stemmeføring. Den eminente introscene med terapeutdating og voldtægtsdrømme tegner et effektivt billede af Elias, der også ender med at gennemgå den største (læs: lidt mere) udvikling.

’Mænd & høns’ er endnu et totalt absurd og voldsomt sjovt udspil fra Anders Thomas Jensen, så originalt og skævt tænkt at man ville ønske, at flere historier om særlinge endte som denne. Sådan helt uhyrligt langt ude...