Kollision

Avaz-brødrenes anden spillefilm er stjernebesat. Ikke kun i kraft af rollelistens imponerende besætning, men også i den forstand, at brødrene er fuldstændigt besatte af at nå heeelt op til stjernerne – både uden for og inden for lærredet.

På mediefladen viser det sig ved at de for længst har råbt (forfriskende gavflabet) op om, at skaffe et af de tunge guldglimt hjem fra Oscar-himlen, mens deres stjernebesættelse i den aktuelle film kommer til udtryk ved diverse astronomiske motiver. Med dette fokus maner deres anden spillefilm ’Kollision’ til kosmisk besindelse og applauderer det omsorgsfulde overblik, som gerne negligeres, når man pludselig begraves i altopslugende livskriser.

Den fatale krise, der rammer dramaets familie efterlader en dyb kløft mellem den eksplosivt reagerende Olivia (Cecilie Stenspil) og den mere implosivt kreperende Leo (Nikolaj Lie Kaas). Det udvikler sig til et skilsmissedrama med retssalsspænding, hvor de moralske fronter trækkes op af sagens advokater, den samvittighedsfulde (Nicolas Bro) overfor den beregnende (Rasmus Bjerg).

Den skildrede forældrekløft er utålelig for børn, dét efterlader filmen ingen tvivl om. Desværre kommer den heftige meddelelsestrang for ofte til at overdøve kvaliteterne ved det hverdagsepiske stof.

Det lover ellers godt, når en helikopter klaprer ind over havet med retning mod en boreplatform, hvor Leo arbejder for virksomheden Patrol. Men det knager i manuskriptet, da han ved et møde vil veje økonomiske og sikkerhedsmæssige hensyn op mod hinanden. Den skurkagtige svigerfar (Tommy Kenter), som har forsynet Leo med en chefstilling, vil ikke tolerere tøven og dikterer: ”du har slet ikke plads til følelser!” I situationen fremstår Leo imidlertid mere rationel end affektbetonet, hvilket får den overspændte replik til at virke forceret.

Flere scener er på samme vis for ivrige efter at eksplicitere personernes forhold til følelser. Når instruktørens styrende hånd bliver så tydelig, får karaktertegningerne et præg af flade statister, der skal få den fortælletekniske kabale til at gå op. Der er dog flere ordknappe momenter, hvor skuespillet får plads til at brænde igennem, så historien løfter sig fra det plotafviklende modus. Som når Cecilie Stenspil inkarnerer afmægtighed med isnende skrig.

’Kollision’ vil gerne agere platform for følelsesboring og observatorium for kosmisk horisontudvidelse. Der mangler bare det altafgørende grundlag af troværdigt gnistrende liv. Avaz-brødrene strækker sig langt efter stjernerne, og helt genuint hurra for dét, men næste gang må de gerne afsætte mere fokus til måden, de strækker sig på.