Fasandræberne

Der var meget godt at sige om ’Kvinden i buret’, den første filmatisering af Jussi Adler-Olsens bøger om Afdeling Q. Filmen var en mere stram, skarp udgave af historien, smukt filmet og strømlinet og effektiv. Og den fyldte sæder som aldrig før.

Det vil ’Fasandræberne’ også gøre, selvom mængden af snigpremierer måske betyder, at alle har set den inden. Igen koger manusforfatter Nikolaj Arcel og instruktør Mikkel Nørgaard ind til kernen, vrider spændingen og skaber smukke billeder midt i adrenalinrusen.

Venskabet mellem den misantropiske efterforsker Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og hans assistent Assad (Fares Fares) er i centrum, mens et tyve år gammelt kostskole-dobbeltmord har fangarme ud til magten og en hjemløs, forvirret kvinde (Danica Curcic) er på flugt.

Og det er fortalt meget godt. Det er ikke kunst, men godt håndværk. Og det skal der også være plads til. Men når filmen er færdig og man var godt underholdt, så har man alligevel en lidt halvbagt fornemmelse.

Venskabet mellem de to mænd og den sindssyge kostskole-affære, der er plottets bund, fylder rigtigt meget. Historien er ikke større, selvom handlingen involverer flere mennesker og flere locations. Og det ville ikke gøre noget, hvis vi bare kom lidt dybere ned.

Der er simpelthen for lidt skurk. Når man har to så dygtige skuespillere som Pilou Asbæk og Daniel Dencik, så er det simpelthen for tyndt at lade dem være papfigurer med penge og magt. Vi er ikke derinde, hvor vi både forstår og frygter dem, derinde hvor de for alvor bliver foruroligende.

Og det er en skam, at skuespillet er langt bedre end det, de har at arbejde med. Marco Ilsø, der spiller Pilou Asbæks figur som dreng, er faktisk meget skræmmende. Men hvor kom ondskaben fra? Hvad driver dem?

Kvinderollerne er glimrende; Sarah-Sofie Boussnina fylder lærredet med vildskab og sårbarhed, Danica Curcic er tough på randen af sindssyge og Johanne Louise Schmidt en dejlig tilføjelse til seriens univers.

Musikken og billederne er voldsomt smukke; lydsiden fantastisk, dog skæmmer det at filmens showdown blandt vilde trofædyr i fangenskab er så stille. De ville da skrige. Som kvinder på hævntogt og på flugt.