Marshland

Intet menneske er en ø. Den engelske barokdigter John Donnes udødelige ord passer perfekt til ’Marshland’, denne fremragende neonoir-krimi, hvor folk og deres handlinger sumper sammen i og med vådlandet syd for Sevilla.

Stemningen er uforlignelig i dette marskland, hvor fotograf Alex Catalán zoomer ind på det fortættede landsbysamfund og ud i den overvældende helhed. De imponerende oversigtsbilleder reflekterer kontraster, der komplementerer hinanden og smelter sammen. Et øjeblik snirklede forgreninger der ligner hjernebark, det næste så geometrisk snorlige som ensartede plantegninger. Det uspolerede og det projekterede, der synes som uigennemskuelige puslespil af fortid og fremtid.

Som den mordefterforskning de to storbybetjente Pedro (Raúl Arévalo) og Juan (Javier Gutiérrez) er tilkaldt for at udrede. Hver ny brik fører noget større med sig, og snart handler det ikke kun om forsvundne teenagepiger, men om prostitution, narkosmugling og korruption. Et sadistisk netværk af sammenfiltret kriminalitet, som det lokale politi længe har lukket øjnene for.

Som sumplandet har plottet ind- og udløb i utal, og der efterlades mange løse ender. Men det er en del af tidsbilledet 1980, hvor mange stadig sumper rundt i slipstrømmen af Franco-diktaturet og har svært ved at tro på det nye demokrati. Juan og Pedro afspejler hver sin ideologi, og det er filmens knude, der løsnes og strammes formidabelt – imens den ene afslører den andens grumme fortid.

Alberto Rodríguez er blandt de nyere spanske instruktørtalenter, og hans force er den eminente stemning og karaktertegning. I denne hans sjette film bugner det af alt mellem desperadoer, fatalister og realister – og selvom ikke alle er lige originale er de alle en betydningsfuld del i samfundsskildringen af det mystiske, mudrede marskland.

Det spanske marskland har sin helt egen fascinerende historie gennem årtier, som originaltitlen – den mindste ø – vel nok hentyder til. Men den mindste ø er også mennesket, hvis valg og handlinger gør sit til at blive en del af helheden. Sjældent er det afbildet så råt og ulmende som i ’Marshland’.