Pilfingrenes paradis ind til byen
Experimentarium er flyttet i City-eksil ved havnefronten, mens der bygges om i Hellerup.
Experimentarium City
Trangravsvej 10-12, Kbh K
Experimentariums midlertidige hjem på Christiansholm frem til udgangen af 2015, mens Experimentarium i Hellerup er lukket og under ombygning.
Åbent hver dag klokken 10-17 (10-18 i skoleferierne).
Entré 160,- for voksne og 105,- for børn (3-11 år).
Se mere på experimentarium.dk
Udbygning af Experimentarium
De gamle tappehaller på Tuborg Havnevej i Hellerup er lukket i februar 2013 og forventes er åbne igen ved udgangen af 2015.
Udbygningen er tegnet af Cebra Architecture og indebærer tilføjelsen af to ekstra etager oven på den nuværende bygning.
På taget bliver anlagt 2.000 m2 udendørs udstillingsområde, samt 1.300 m2 solceller. I alt udvides bygningens areal fra 17.500 m2 til 30.000 m2.
Der skal indrettes nye undervisningslokaler til efteruddannelse, et konference- og et innovationscenter. Bygningen bliver energivenlig og intelligent.
Forventet pris: 337 mio. kroner, rejst gennem private fonde.
I inderhavnen over for Skuespilhuset ligger den kunstige ø Christiansholm – et af de steder, som de fleste københavnere har set, men hvor kun de færreste har sat deres ben. Det bliver der lavet om på nu, hvor Experimentarium, byens mest hands on familieaktivitet, er rykket ind på det før så utilgængelige sted.
Experimentarium har nemlig sat gang i en omfattende udbygning af sine gamle tappehaller på Tuborg Havnevej i Hellerup, og de legende livtag med naturvidenskaben kommer derfor de næste to år til at foregå i eksil på Christiansholm – også kaldet Papirøen, fordi den fra 1958 til 2013 har fungeret som avisernes fællesindkøbs papirlager.
Eksilmuseet er døbt Experimentarium City og har indrettet sig i to af de store haller på øen. De er slået sammen til et udstillingsrum på godt 3.000 kvadratmeter, noget af en reduktion i forhold til gulvpladsen i Hellerup, men frygt ikke – folkene bag science-centret ved godt, at visse ting laver man bare ikke om på:
»Nogle af tingene har jo været på Experimentarium i adskillige år. Så vi ved en del om, hvad publikum især synes er sjovt, underholdende og lærerigt. Og så har vi også spurgt publikum, inden vi tog derfra, hvad de gerne ville have, vi tog med,« forklarer viceadministrerende direktør Kim Gladstone Herlev.
Vicedirektøren selv lægger da heller ikke skjul på sin begejstring, da magKBH kommer på besøg: Han demonstrerer skihop og skiskydning og tester Termas nye udstyr til jægerfly – noget, der involverer at trykke på en masse knapper meget hurtigt. Jo, selv i nye omgivelser appellerer videnskabsmuseet til både børn og voksne.
Misundelige teatergæster
Den faste udstilling med de gamle kendinge er placeret omkring overgangen mellem de to haller, der også rummer hver deres særudstilling: Dels en tematisering af vintersport i anledning af OL, dels en præsentation af nogle af de mest banebrydende opfindelser, der stammer fra danske virksomheder.
På gulvet overlapper slidte gule aftegninger fra lagertiden med enkle røde løbere, der er malet for diskret at genne publikum rundt i udstillingen – på den måde bliver der plads til 2-3.000 gæster i løbet af en dag.
»Vi har bibeholdt det rå look. Vores udgangspunkt har været, at det her har været en lagerhal, og sådan må det gerne være,« forklarer Kim Gladstone Herlev.
Også væggene er blevet udsmykket med enkle informative ikoner. Skæggest er et overdimensioneret rasteplads-symbol, der markerer det spiseområde, hvor man kan diskutere videnskabens store spørgsmål over en medbragt madpakke eller en sandwich fra butikken. Den mest markante ændring er, at hallernes karakteristiske røde porte er skiftet ud med store glaspartier:
»På den måde er vi jo sammen med resten af København, og vi står og vinker over til dem, der sidder ovre i Skuespilhuset. Jeg er helt sikker på, at de tænker, de er det forkerte sted, når de sidder derovre,« griner Kim Gladstone Herlev selvsikkert.
Videnskab under åben himmel
Med flytningen til Papirøen rykker Experimentarium også for første gang de lærerige lege udendørs. Forpladsen ved havnefronten står til museets rådighed og huser i vintermånederne en kunstig skøjtebane. Og lærdom under åben himmel kan du få endnu mere af, når de ombyggede haller i Hellerup åbner igen i 2016, for den mest banebrydende tilføjelse bliver en tagudstilling på 2.000 kvadratmeter.
»Experimentarium har aldrig haft aktiviteter udenfor før, det skal vi øve os i, mens vi er her. Al den læring vi får, mens vi er vores eget Experimentarium, den pakker vi sammen og tager med tilbage, så vi faktisk er meget klogere, når vi kommer til det nye hus. Det er en unik mulighed, at man ikke bare går fra noget gammelt til noget nyt,« siger Kim Gladstone Herlev.
Ombygningen til over 300 mio. kroner er tegnet af Cebra Architecture, der især er kendt for boligbyggeriet Isbjerget på Aarhus Havn. Den indebærer to helt nye etager og en forbedring af den naturvidenskabelige legeplads' infrastruktur, så huset bliver skræddersyet til at rumme interaktive udstillinger. Blandt andet ved hjælp af en 23 meter høj spiral-trappe, der kommer til at dominere forhallen.
1.300 kvadratmeter solceller på taget skal stræbe mod at reducere museets CO2-aftryk, og så bliver huset intelligent: Med en chip i dit adgangsarmbånd kan du opsamle information om dine testresultater i udstillingerne, og sådan vil det nye Experimentarium kunne skræddersy anbefalinger til de mange gæster, der kommer igen og igen.
Folkeligt trækplaster
Tilbage på Christiansholm er det ikke kun museet selv, der nyder godt af dets midlertidige eksil. Mens Kommunen og ejeren By & Havn finder ud af, hvad lagerhallerne skal erstattes med i fremtiden, lejes området indtil 2017 ud til kreative virksomheder som led i branding af kvarteret.
I nabohallerne er der ryddet plads til Copenhagen Street Food-markedet, der efter planen skal åbne i april, og kanalrundfarten er allerede begyndt at lægge til Papirøen – et lille plaster på det sår, som udgøres af den ufærdige Havnebro. Og når det kommer til at hive københavnerne til Christiansholm, er det afgørende, at der nu er en folkelig kulturinstitution, der kan skabe liv, mener vicedirektøren:
»Experimentarium er jo etableret som attraktion, men vi skal gøre øen til en attraktion,« fastslår han.