pixel

En fælles klippeskråning

Nordvest har fået en ny bydelsplads foran sit beundrede bibliotek.

kbh magasin

I tre år har der for enden af Rentemestervej stået en gylden bygning og lignet en kæmpe bogstak. Nu er der også kommet et skrånende bylandskab til på hjørnet, hvor det ellers så beskedne Nordvest bider arkitektoniske skeer med byens smartere kvarterer.

Kort
Bibliotekspladsen

Hvor der før lå en tankstation, kan lokalbefolkningen nu mødes, lege, hænge ud eller bare gå på biblioteket gennem en forplads, der også vil være en samlende bydelsplads. Og derfor er indrettet til lidt af det hele.

Det nye fikspunkt hedder Bibliotekspladsen, et enkelt navn helt i tråd med, at biblioteket, det ligger foran, bare hedder Biblioteket. Siden åbningen i 2011 har det sørget for, at hive rosende ord og fornemme priser til postdistrikt NV.

6_140520_magkbh_bibliotekspl_bent_l_.jpg7_140520_magkbh_bibliotekspl_bent_l_.jpg

Arkitekttegnet klippeside

Som en stor rampe op til det forgyldte kulturhus stiger Bibliotekspladsen samlet et par meter fra gaden til indgangen. Undervejs er hældningen delt op i en lang række plane, firkantede felter i forskellige materialer. Her er lys og glat cement, brune plankedæk, rustrøde plantekasser med grønne vækster samt sort blød gummiasfalt, som den kendes fra byens legepladser.

Alt efter hvilken vinkel, du angriber pladsen fra, kan niveauforskellen mellem felterne klares med et lille skridt op på næste kant eller via aflange trætrapper. Begge løsninger er også oplagte at slå sig ned på, hvis de spredte bænke allerede er taget.

Med sin varierede fremtoning med mange kanter og fremspring ligger det lige for at kalde Bibliotekspladsen for et arkitekttegnet svar på en bevokset klippeskråning. Og dermed en lillebror til Københavns mest spektakulære byrum fra nyere tid foran SEB Bank på Kalvebod Brygge – en urban lommepark så gennemført, at byens skatere har døbt den Drømmespottet.

Fakta

Bibliotekspladsen

Rentemestervej 76, Kbh NV

2.500 m2 plads foran Biblioteket Rentemestervej.

Udformet af tegnestuen COBE og landskabsarkitekterne Schønherr, der begge også var med i teamet bag Biblioteket.

Bygget af Københavns Kommune for 8 mio. kroner – foruden 15 mio. kroner til at opkøbe og rense grunden.

5_140520_magkbh_bibliotekspl_bent_l_.jpg1_140520_magkbh_bibliotekspl_bent_l_.jpg

Grønt og mangfoldigt

Om den væsentlig mindre variant i Nordvest også vil finde vej til skaternes hjerte, skal vise sig, mens Bibliotekspladsens levende elementer vokser til.

Foruden stålplantekasserne med græsser og vedben, der især samler sig i pladsens udkant for at agere grøn afskærmning med de ret mange biler på Tomgårdsvej, har flere af cement-kvadraterne runde huller med et kirsebær- eller platantræ i. Og det grønne er der ikke kun for at pynte, men også for at suge regnvand og aflaste kloakkerne.

Midt i det hele er der også fundet plads til en lille aluminiumsterning, der kan slå sine sider op og bruges som udskænknings-filial for bibliotekets cafe. Den drives af TV-Glad Fonden, som arbejder for, at mennesker med handicap inkluderes i samfundet. Og er dermed en direkte repræsentant på Bibliotekspladsen for Nordvests brogede befolkningssammensætning – ligesom bannerne med paroler i pladsens fjerneste hjørne, der grænser op til bagenden på det nye Ungdomshuset.

Mest læste

relaterede
artikler

To nordvest'iske biblioteker har slået pjalterne sammen i nyt bogstabelformet kulturcentrum på Rentemestervej.

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling