Silo-penthouse i Nordhavn er nu byens dyreste lejlighed
Fænomenal udsigt og tre altaner er nogle af højdepunkterne i Københavns p.t. dyreste lejlighed, der ligger i toppen af The Silo i Nordhavn.
Stigende boligpriser i København er nærmest blevet en naturlov. Selv ikke en global epidemi og en deraf følgende økonomisk krise har kunnet lægge en dæmper på priserne, der i flere bydele er steget med seks-otte procent i år.
Af samme grund har københavnske prisrekorder det med at være ret kortlivede.
Tag bare den christianshavnerlejlighed med en mildt sagt central beliggenhed ned til havnen, som for blot en måned siden var den dyreste lejlighed på markedet i hovedstaden.
Nu er den 28,5 millioner kroner dyre havnehybel blevet overhalet indenom af en fem-værelses penthouselejlighed i The Silo i Nordhavn, der er sat til salg til svimlende 32,5 millioner kroner.
Man får da også en del for pengene, hvis man lægger de godt 1,6 millioner kroner i udbetaling:
Lejligheden har et areal på i alt 264 m2, der breder sig over to plan på 15. og 16. etage af den 17 etager høje bygning.
I stueplan er der et gigantisk køkkenalrum med køkkenelementer i røget eg, "vinkælder", et enkelt værelse, badeværelse og udgang til to store henholdsvis syd- og vestvendte altaner.
På førstesalen får man et stort opholdsrum, som ifølge ejendomsmægleren for eksempel kan bruges til hjemmebiograf, endnu et badeværelse, soveværelse med walk-in-closet og endnu et værelse.
Fra alle rum er der gennem de store vinduer udsigt over Københavns havn og de nye kvarterer i Nordhavn, og vil man for alvor have én på opleveren, kan man bevæge sig helt op på bygningens tag i 18. sals højde, hvor der fra lejlighedens private tagterrasse er udsigt over byen.
Derudover får man selvfølgelig glæden af at bo i en af de mest unikke bygninger i Nordhavns Århusgadekvarter.
The Silo var tidligere en DLG-foderstofsilo, der i folkemunde var kendt som "Hvad drikker Mølr"-siloen på grund af den karakteristiske grafitti helt oppe ved tagkanten.
Den 62 meter høje silo blev udhulet og efter tegninger fra arkitektfirmaet Cobe transformeret om til en moderne boligejendom med 38 luksuslejligheder og en panoramarestaurant på 17. etage.
Udvendigt er siloens betonmure beklædt med paneler af stål, der vinkler og bøjer sig som en origamifigur og både sikrer optimalt lysindfald til lejlighederne — og skærmer af for nysgerrige blikke.
Det er ikke første gang, at en lejlighed i The Silo har slået prisrekord. Tilbage i 2015 blev bygningens største lejlighed, den 401 m2 store såkaldte "katedral", sat til salg som projektsalg for 31.995.000 kroner.
Det var på det tidspunkt Danmarks dyreste nybyggede lejlighed nogensinde — en rekord der dog siden er blevet overgået med flere længder.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!